28 May 2011

18-bawding!

Kat har været på lynvisit siden torsdag, og fredag holdt jeg fri fra arbejdet, så vi kunne spise os et par ekstra kilo til hos Roderich, traske igennem tyrkisk marked, tage lure i timevis og til sidst gå ud med AnCa og hendes slæng om aftenen. Vi endte på en helt nyåbnet bar i Kreuzberg - der var en gennemtrængende duft af maling - men vi havde det sjovt. Lørdagen står indtil videre på chokolade i sofaen med AnCa, men om lidt skal jeg ud af døren. Hvad jeg skal, kommer senere.

 Når tyrkerne bliver gift, kører de igennem Berlins gader og dytter helt vildt. Jeg ser det næsten hver dag, og i går var ingen undtagelse. I går kom parret dog i hestevogn - nåede ikke at få et billede af dem, men her er en af de bagved kørende biler. Festligt.
 Kat og jeg spiste aftensmad herinde. På Graefestraße kan man få rigtig gode burgere ved en lille luge i en bygning, og hvis man er heldig, er 1960er campingvognen fri, så man kan få en ekstra oplevelse. Det er umiskendelig sommerhusduft, begrænset plads og maksimal hygge.
 Burgerne er solide, og man kan vælge mellem normalt kød, halal og bio. Og så var der både agurk, tomat og salat i burgeren, men vi har ikke mærket noget til coli-bakterier endnu. 7-9-13.

27 May 2011

Le mix

De sidste par dage har været solblæsende i Berlin. Og jeg har været på arbejde, haft besøg af Chris og har nu besøg af Kathrine. Det betyder maksimal hygge, men af en eller anden grund glemmer jeg at tage billeder, når vi går ned igennem det tyrkiske marked, spiser 'bedste måltid i brød' på Admiralsbrücke med sand i øjnene og unge svenskerhipstere som underholdning, eller når vi er ved at falde i søvn til højtlæsning på Kaffee Burger. Her er, hvad der alligevel er sneget sig ind på hukommelseskortet.

 Forleden dag fotograferede jeg Walter til Exberliners plakatreklame for magasinets ni-års fødselsdag i slutningen af juli. Den oprindelige idé var, at han skulle 'ryge' ni fødselsdagslys, men på grund af næse-svitsnings-fare valgte han den mere sikre udvej ved bare at holde lysene i hænderne.
 Senere var vi til sidste Exberliner på Kaffee Burger-aften for denne omgang.
 Torsdag morgen gik Chris efter croissanter og kaffe, mens jeg tog et bad, og så havde vi sidste morgenmad sammen, inden hun tog hjem til Danmark. En halv time efter, at hun var ude af døren, kom Kathrine, og så var det ud i byen til mere croissant og kaffe.
I dag spiste vi morgenmad på Roderich ved kanalen og faldt næsten i søvn i de dansk designede 1950er sofaer af ren og skær mæthed ovenpå en vellavet yoghurt, kaffe, croissant og hårdkogt æg. Oh, afslapning.

25 May 2011

Galette-fjol

Chris og jeg brugte halvanden time af vores aften i går på at vente på franske pandekager. Vi var kravlet ned i kælderen på Manouche, et sted jeg har skrevet om før, og som ligger lige om hjørnet fra min lejlighed. Stedet er umiskendelig fransk; fransk reggae på anlægget, fransktalende tjenere, Jacques Tati-plakater på væggene, stearinlys på små hvid-og-rødternede duge og så videre. Vi var sultne, og klokken blev først næsten halv elleve, inden vi fik lov til at spise, men vi havde det sjovt og legede lidt imens.

24 May 2011

Proofreading

Disse dage tilbringer jeg ekstra meget tid inde bag denne mur; vi printer i eftermiddag, og alt skal derfor læses igennem mindst fire gange for at undgå fejl. Det betyder intensiv læsning, stressede hoveder og kaffefulde maver. Berlin blæser, og høfebersæsonen er skudt i gang. Jeg har Gang Gang Dance på hjernen, og på torsdag kommer Kathrine. Det glæder jeg mig til.

23 May 2011

Domino

Søndag stod mest på Gossip Girl i sengen (ja, jeg er på tredje afsnit, og det taler allerede til min OC- og Beverly Hills-side), men der var også tid til et par spil domino ved kanalen med Nikolai og AnCa og sushi i Prenzlauer Berg med Chris, mærkeligt vejteater og film i tordenvejr.

AnCa vandt begge gange, da hun fandt ud af, hvordan man er taktisk. Det er alt for matematisk til mig. Hvad skete der med princippet om bare at spille for sjov?
 Nikolai kom forbi for at arbejde på sin 'tan'.
 Chris og jeg har et yndlingssushisted ved Zionskirchen i Prenzlauer Berg. Sushien er god og billig, og i går kunne vi sidde udenfor og kigge på hipstere og gademusikanter, mens vi spiste. Jeg fik et kæmpe glas vand.
 I Fresh'n'Friends på Kastanienallee, et 24 timer åbent biosupermarked, kunne man købe kager på glas...
Og så gik vi forbi et uhyggeligt gadeteater, som var baseret på Henrik Ibsens 'Vildanden', men som forestillede en familie med væmmelige masker, der grinede hysterisk over en meget dramatisk anlagt musik...

22 May 2011

I can hear everything. It's everything time.

 Efter at have fulgt Chris på arbejde i går formiddags, cyklede jeg op til Prenzlauer Berg for at fotografere en boghandel til magasinet. Jeg cyklede min gamle rute, og jeg har ikke været der, siden jeg flyttede ud i januar. Det var meget hjemligt, men også mærkeligt, for nu føler jeg mig helt hjemme i Kreuzberg. Der var varmt, og folk sad ude på balkonerne og drak øl, og hele området emmede af sommerstemning.
 Greifswalder Straße, som jeg plejede at cykle på hver dag på vej til arbejde. Kom forbi dette vindue og fik sådan en teenagelyst til at fotografere det.
 Berlins himmel er altid fuld af kraner. Her er det på Otto-Braun-Straße.
 Om aftenen skulle Chris og jeg til Gang Gang Dance koncert. Vi ville have siddet lidt på Admiralsbrücke først og fejret vores succes (arkitektskole i London + praktiksted i København) med et glas champagne, men fordi vi var lidt for sent på den, drak vi 'champagnen' på vejen. Det viste sig nemlig, at vi havde købt rødvin med brus = ikke så classy. Til gengæld havde vi det sjovt med det.
 Gang Gang Dance var FANTASTISK! Skæve beats, skærende lyde, psykedelisk sceneshow og en forsanger med power og en utrolig stemme. Salen kogte, og Berliner-hipsterne var på toppen (inklusive os). Og så var det et plus, at gulvet var hævet i trapper, så selv dværge som jeg havde super udsyn.

21 May 2011

18-21

Bloggen har været lidt forsømt på det seneste, og det er jeg ked af. Print-week er altid hektisk, og Chris og jeg render rundt i Berlin og leger, så jeg ikke er meget på nettet. Her kommer de seneste par dage i billeder:

Onsdag kl 20.02. AnCa har inviteret til pigemiddag i lejligheden for kolleger, Chris og jeg. Vi er 8 piger, der spiser vegetarmad under emnet 'Alice i Eventyrland'. Jeg klippede derfor kaniner ud, som hang på dørklokken og førte hen til bordet. Chris' arkitekter gav hende katten med, da de hørte om temaet... Bagefter tog Chris og jeg til gratis filmvisning i en hemmelig fabriksagtig bygning ved Schlesisches Tor. Filmen var meget mærkelig - 'Lisztomania' af Ken Russell. 1970er hele vejen med masser af nøgenhed og stærk seksualitet.
 Torsdag kl 09.04. Solen står højt på himlen og skinner på træet udenfor mit vindue.
 Torsdag kl 09.39. Chris og jeg spiser morgenmad ved et bageri på Dieffenbachstraße. Får valnøddeboller og cappuccino, mens vi kigger på kvarterets yukis og seje forældre.
Fredag kl 22.34. AnCa, Chris og jeg er på vej til Animal Collective-koncert på Astra i Friedrichshain. Forventningerne er store, men koncerten skuffer desværre for mit vedkommende. Tre ud af 15-20 sange kender jeg. Resten af tiden spiller Brooklyn-drengene nærmest mest for sig selv, og det bliver for meget som at være med til en fest, hvor det kun er 4 mennesker, der har det sjovt.
Lørdag kl 10.16 spiser Chris og jeg (traditionen tro) morgenmad på yndlingscaféen Ringo på Sanderstraße i Neukölln. Vi får bio-æg, croissanter og frugtsalat. Og kaffe, inden Chris skal på arbejde, og jeg skal til Prenzlauer Berg og fotografere en boghandel til magasinet.