De sidste par dage har været solblæsende i Berlin. Og jeg har været på arbejde, haft besøg af Chris og har nu besøg af Kathrine. Det betyder maksimal hygge, men af en eller anden grund glemmer jeg at tage billeder, når vi går ned igennem det tyrkiske marked, spiser 'bedste måltid i brød' på Admiralsbrücke med sand i øjnene og unge svenskerhipstere som underholdning, eller når vi er ved at falde i søvn til højtlæsning på Kaffee Burger. Her er, hvad der alligevel er sneget sig ind på hukommelseskortet.
Forleden dag fotograferede jeg Walter til Exberliners plakatreklame for magasinets ni-års fødselsdag i slutningen af juli. Den oprindelige idé var, at han skulle 'ryge' ni fødselsdagslys, men på grund af næse-svitsnings-fare valgte han den mere sikre udvej ved bare at holde lysene i hænderne.
Senere var vi til sidste Exberliner på Kaffee Burger-aften for denne omgang.
Torsdag morgen gik Chris efter croissanter og kaffe, mens jeg tog et bad, og så havde vi sidste morgenmad sammen, inden hun tog hjem til Danmark. En halv time efter, at hun var ude af døren, kom Kathrine, og så var det ud i byen til mere croissant og kaffe.
I dag spiste vi morgenmad på Roderich ved kanalen og faldt næsten i søvn i de dansk designede 1950er sofaer af ren og skær mæthed ovenpå en vellavet yoghurt, kaffe, croissant og hårdkogt æg. Oh, afslapning.
No comments:
Post a Comment