I september var jeg til åbning på en udstilling sammen med AnCa, Edvina, Dom og Adam. Dengang var jeg besat af Wildbirds & Peacedrums. Deres "Rivers" album var lige udkommet, og jeg hørte ikke andet fra slut august til november.
Denne bygning passerer jeg to gange hver dag, når jeg cykler til og fra arbejde. Den ligger lige ved Heinrich-Heine-Straße U-bahn og er både grim, smuk og sært dragende. Fotograferede den en dag i september, da jeg var i Kreuzberg for at lave madanmeldelse.
Wildbirds & Peacedrums var som sagt soundtracket til mit efterår. Jeg havde en stærk kærlighedsoplevelse til Kreuzberg, da jeg en virkelig kold vinterdag med sol og frost interviewede en tysk instruktør med tømmermænd, fordi vi havde haft stor fest dagen før. Da jeg cyklede ind mod byen bagefter langs U1s højt løftede skinner, fik jeg den der oplevelse af ikke at kunne trække vejret af lykke. Det var til denne sang:
I oktober var jeg med Chris og AnCa til koncert med Wildbirds & Peacedrums. Det var en vild koncert. Barfodet indianersvensker og beskægget mand. Et trommesæt og en stemme. Og et islandsk kor og en olietønde. Inden koncerten stod vi i forhallen og ventede, og en mand kom ind af døren med sin kæreste. Hun havde bind for øjnene, og hun fik det først af, da de kom ind i salen, og musikken begyndte. Da hun tog det af og opdagede, at hun var til koncert med Wildbirds & Peacedrums, skreg hun op og kyssede kæresten. Og vi smeltede.
No comments:
Post a Comment