Spreepark revisited

I oktober cyklede jeg til Treptow med Chris og Kristiane for at se den forladte forlystelsespark, Spreepark. Den blev forladt i 2001, da ejeren havde smuglet kokain fra sydamerika i forlystelser, der havde været 'til reparation'. Det lignede vitterligt, at folk var gået hjem en dag og aldrig var kommet tilbage. Dengang var stedet forladt og lå temmelig uhyggeligt hen i skoven, forlystelsernes glade farver falmet, de malede ansigter udtjente. I denne weekend har et kunstprojekt livet parken op og åbnet den for befolkningen - for €5, forstås. Sigrid og jeg tog derud i går eftermiddag for at tage billeder. Og parken var helt anderledes; børn løb omkring og legede, og der var kunstinstallationer overalt. F.eks. spillede et 'band' musik ved, at instrumenter bevægede sig af sig selv (!), og man kunne spise is i de gamle svanebåde. Men de fleste forlystelser var spærret af, fordi de efter ti års forfald ikke er så sikre, som de var engang. Så selv om vi kunne køre rundt i meget støvede tekopper, kunne vi ikke gå om bord i pariserhjulet eller køre i mandebilerne. Så for en weekend fik Spreepark kunstigt åndedræt.

 Vi startede ud med en bratwurst, som vi så kunne smage resten af eftermiddagen...

 Radioerne virkede.

 Hunden var en (frivillig?) del af en 'forlystelse', hvor man kunne køre rundt i parken med en hund foran sig. Hundene lå ret livløse hen, så de syntes nok ikke, det var så sjovt.

 Toget her kørte rundt på en bane i hele parken. Kan ikke finde ud af, om det var for meget eller egentlig ret hyggeligt. Til højre i billedet står bandet, der gik rundt og spillede mærkelig musik og her har kapret toget.

 Sidst, jeg var i parken, stod vi på den anden side af hegnet og spejdede længselsfuldt efter dinosaurerne, fordi de sammen med pariserhjulet er det typiske billede på Spreepark. Denne gang kunne jeg gå direkte hen og klappe dem, og det føltes lidt underligt, at de lå der mellem alle menneskerne. På en måde egner de sig meget bedre til at ligge hen i en helt øde park og kigge op i himlen uden at have børn kravlende på sig.

 Svanebådene er også noget af det, folk altid har fotograferet, når de har været i Spreepark, og vi ville gerne have siddet i dem, men de var fulde af gammelt søvand. I stedet lavede vi ansigter foran dem.

 Kontrolrummet, der styrede svanebådene.

 De kunne ikke køre, men Sigrid (og jeg) kravlede ind i en af mandebilerne. Jeg kommer altid til at tænke på HuskMitNavn, når jeg ser dem, på grund af ansigtsproportionerne og de glade farver.

Og så var det candyfloss-tid, inden vi tog til Kreuzberg til middag i verdens vildeste lejlighed og så Wayne's World, spiste suppe og chokoladekage og spillede Jenga med Annabel, Conor og disses venner.