Det er begyndt igen. I efteråret kunne jeg næsten ikke trække vejret, når jeg tænkte på det, og nu er den tilbage; bevidstheden om, at Berliner-eventyret er slut inden længe. Fremtiden er skræmmende tæt på, og jeg har ikke den mindste lyst til at forlade min by. København virker fremmed og slet ikke som min by længere, selvom den altid vil have en særlig plads inderst inde. Men Berlin er min, det har jeg vidst, siden det øjeblik, jeg pakkede kufferten ud på Eugen-Schönhaar-Str. med sommerfugle i maven, bagende luft udenfor vinduet og eventyr om hjørnet. Der er stadig tre måneder (tre!) tilbage, men det føles lidt som sand, der løber hurtigere ud mellem fingrene, end det burde. Hvordan skal jeg f.eks kunne forlade det her?
No comments:
Post a Comment