Room77

Internettet virker stadig ikke i lejligheden, så nu sidder jeg atter på Room77 på Graefestraße og suger til mig af deres internet, så jeg kan søndagsarbejde lidt. Jimi Hendrix laver guitarmagi fra anlægget, og de slidte lædersofaer huser Kreuzberg-folket, som lige er stået op fra nattens brandert for at sluge en burger og se trætte ud.
Aftenen i går var lidt sjov. Anca og jeg gik til 'Homeless Veggie Dinner' lige om hjørnet fra lejligheden, hvor vi spiste tre retters menu med de lokale hjemløse - og en del af Kreuzbergs kreative ungdom. Vi kom til at sidde med en meget irriterende ung mand, der nærmest kastede ord op hele tiden, så vi endte med at blive meget trætte og delvist døve. Vi måtte derfor flygte op til Kottbusser Tor, hvor vi tog stribevis af fotoautomatbilleder, inden vi drak gin&tonics på 'ildstedet' - en bar i vores område, hvor de har projiceret en brændende kamin op på endevæggen. Her tog vi et par spil Uno, inden vi gik hjem i lejligheden og så Toy Story. Ikke så meget fest, men ganske hyggeligt. I aften skal vi holde søndagsmiddag for venner og fejre, at vores nye roommate, Nikolai, flytter ind. Og så krydser jeg fingre for 'Hævnen' ovre ved Oscar i nat.

(P.S. Billedet viser Room77's seneste tilføjelse til burgersortimentet - mens jeg har skrevet indlægget, er der 4, der er gået forbi vinduet, hvor papiret også er sat op, og fotograferet det med deres mobiltelefoner.)

Kreuzberg Kærlighed

Solen skinner smukt over Graefekiez, folk er ude, og de små specialbutikker bugner af lækkerier. AnCa og jeg brunchede i vores hood, gik ind og forsøgte på gebrokkent tysk at spørge efter fiskefars i en fiskeforretning (han forstod os aldrig, men syntes, det var vældig sjovt at se vores fagter), inden vi endte i lakridsforretningen. Det er en gammeldags forretning, hvor ekspedienten blander for dig, og hvor betalingen foregår på et gammelt kasseapperat. Der er kun lakrids (selvom hun fandt en anelse toffee til mig, som ikke kan lide lakrids), og der er meget dansk og fine dåser. Internettet er røget i lejligheden, så vi sidder på Room77, en café med Beatles på anlægget og en indehaver, der har holdt foredrag for os om Beatles-album, hvor vi kan få lidt gratis internet og drikke billig kaffe. Livet er godt.

Tressere

Jeg har altid været af den opfattelse, at jeg er født på det forkerte tidspunkt. Da jeg var lille, længtes jeg efter prærieliv ligesom Lauras i 'Det Lille Hus på Prærien'. Gennem gymnasiet drømte jeg om 20'ernes løssluppenhed og frynsede kjoler. De sidste mange år (og egentlig også hele tiden) har jeg tænkt, at 1960erne ville have været mit årti. Endeløs kreativitet, beatnikmode, dekadence, frihed, New York, Paris og skift. Har sat Leonard Cohen på, og selvom min alleryndlings af hans sange er 'Suzanne', får I en anden god sang. Ville ønske, jeg havde Edies øreringe...

Aftentid

Sidder og transskriberer det interview med Lykke Li, jeg lavede tilbage i december, dagen før min fødselsdag. Hun svarer i sætninger, der udgøres af et enkelt ord og er meget svævende, så det er spændende at se, om det kan blive interessant nok til at havne i aprilnummeret. Hørte hendes album igennem en del gange dengang, og det er faktisk ganske godt. Denne her sang kan jeg i hvert fald godt li':

Sol

Berlin er meget meget kold i disse dage. -5 grader, og folk går med tæpper om kroppen på arbejde, skutter sig og prøver at holde kulden fra at forvandle en til is. I det mindste skinner solen smukt og sender sit kolde lys ned over byen. I går mødte jeg kl 14, og jeg frydede mig hele formiddagen over lyset i mit værelse, mens jeg sad ved skrivebordet og legede, at jeg researchede. Aftenen bød på sushi, crème brulée, Exberliner aften på Kaffee Burger og (desværre) meget hvidvin. Jeg sidder derfor nu alene på arbejde med et hoved, der er ved at eksplodere. Men så kan man nyde den fine sol udenfor...

Elsker mit skab, som er så feminint og fint. 

Dahlem Dorf

For et par uger siden tog jeg to u-bahns ned mod det sydvestlige Berlin. Dernede, hvor huse er huse, og hvor træerne ikke har måttet lade livet til gader og tætpakkede bygninger. Jeg skulle se Pernille Fischer Christensens nye (fantastiske!) film, "En Familie", og fik i den anledning lov til at se en anden del af byen. Jeg endte med at have en hel biograf for mig selv, og filmen startede, når jeg var klar - luksus - så det var en god oplevelse. På vej hjem frydede jeg mig over indgangen til Dahlem Dorfs u-bahn station, som kun i Tyskland kan være formet som et gammelt bondehus. Klassisk.

 Endelig fik jeg kørt med U3'eren mod Krumme Lanke - et forrygende navn, når man skal høre metalstemmen i toget udtale ordet ved hver station. På den strækning er der forresten en station, der hedder Onkel Toms Hütte...

Tilbage på Urbanstraße

I dag var jeg på arbejde igen. Inden jeg tog til Israel, var jeg træt træt træt af det hele, men de 10 dage væk fra redaktionen gjorde virkelig godt. Min energi kom fra et depot, der var fyldt godt op, og jeg arbejdede rask væk 9 timer og fik ordnet både et interview, alle filmbilleder og research på events samt proofreading. Lejligheden på Urbanstraße får ny beboer i løbet af ugen, og jeg føler mig nu ret meget hjemme i min højloftede hule. Billedet har intet med ovenstående at gøre, men er taget på Dybbølsgade i lørdags, da jeg mødte en smuk sol. Her er til gengæld en dejlig sang fra Radioheads nye album, som jeg hører meget disse dage:

At komme hjem til sko

Jeg fik mit første par Converse i slutningen af 9. klasse, efter jeg havde fået min musikalske opvågning med Mew og Kashmir dengang i 2003. Converse passede til stilen, men i begyndelsen føltes det som at have klovnefødder på; akavet og svømmefodsagtigt. Siden kom de næsten aldrig af. Det vigtigste var, at de så virkelig slidte ud, så et nyt par skulle altid som det første ud i sandkassen og støves til. De fulgte mig alle steder; til de mange koncerter på Vega op gennem gymnasiet, til festerne, i strandsand om sommeren, gennem sneen om vinteren (hvor de måtte høre på mange suk fra forældrene og taler om uansvarligt fodtøj) og alle andre steder. Efter gymnasiet ebbede det ud; kriteriet om at interessante mænd SKULLE have Converse på fødderne, blev lidt lige meget, og med voksenlivet kom også andet fodtøj (selvom det ikke var mere ansvarligt af den grund...). I fredags købte jeg mig et par igen, blå og flade. Havde glemt mine støvler i Israels ørken og kunne ikke risikere skammen ved at gå rundt i København i vandrestøvler (eller små ballerinaer for den sags skyld), så jeg måtte ind i en skoforretning i Tel Aviv til en storsvedende sælger, der blev ved med at vise mig røde træsko og hyle op om, at de var fra Danmark ligesom mig. Men skoene er skønne, det er som at komme hjem og også genoplive en del af de mange minder fra gym, som om jeg ikke har haft fødderne nede i andre sko. Det er rart at være tilbage.

Tel Aviv

Det er ikke sidste gang, jeg er i Tel Aviv! Byen har en smuk kystlinje, der med sine slidte husfacader, falmede møbler på strandcaféerne og surfere i bølgerne minder en del om Venice Beach i LA. Stemningen er laid back, menneskerne væsentligt smukkere end i Jerusalem, og de blå kystfarver uendeligt dragende. Vi gik rundt i de virkelig slidte gader på et loppemarked - det bedste loppemarked, jeg nogensinde har besøgt (måske var det også bare stemningen?) og spiste den sidste omgang humus og pitabrød på havnen, inden vi erstattede de 25 grader og høj sol med Københavns -3 og kold sol. Tak for denne gang, Israel.

 Et eksempel på Israels skilte, der altid står på både hebraisk, arabisk og engelsk...

I Ben Gurion lufthavnen kan man enten vælge at gå i synagogen eller på café...

Hule + Jerusalem

Er lige nu i Tel Aviv, hvor jeg har spist aftensmad hos min fasters mands familie. I morgen skal vi lige nå et loppemarked, inden vi forlader det varme land og tager mod det kolde nord... I går kørte vi med en sandstorm og en mulig springflod i hælene ned til det Døde Hav og badede i mineraler og mudder, inden vi tog til en arabisk by og overnattede i en beduinhule. Det sidste skal nok lige forklares: før i tiden boede beduiner i huler om vinteren, og en af dem er ejet af en familie, der kender min fasters mand. Derfor havde de sørget for, at vi kunne sove der og fik lækker, traditionel aftensmad og meget autentisk atmosfære. Den lille by, som består af omkring 80 familier, er alle udsprunget af en enkelt mand...! Fordi de er arabere, der bor på israelsk jord, er der få ressourcer; lyset kom fra en generator, som blev slukket kl 22, så derefter var der kulsort, og vi måtte gå i seng. Om morgenen havde nattens regn skyllet lidt af den meget støv ud af luften, og turen mod Jerusalem var således smuk og frodig. Efter at have boet i ørkenen den sidste uge, var det et overraskende følelsesladet gensyn med græs. I dag har vi så vandret rundt i Jerusalem blandt de mange troende mennesker. Det er, som om alle verdens religioner er samlet i den by, og alle er lige fanatiske. Folk græder og synger, når de ser en sten, hvor Jesus tilsyneladende 'er blevet begravet', og nonner, ortodokse jøder, muslimer og andet godtfolk blander sig med hinanden i gadebilledet. Vi gik rundt i de smalle gange i bazaren, som ligger i den arabiske del af byen. Her købte vi krydderier og tøj og pruttede om prisen, inden solnedgangen betød en lille køretur mod Tel Aviv og Amirs familie. Kunne man ikke lige være her en uge mere?

 Beduinhulen, som både kom med stikkontakter og ekstra hule til kamelerne.

 Fotocrashere, som kastede sig ind foran kameraet, da vi stod foran Grædemuren.

 Al-Aqsa-moskéen ovenpå Grædemuren er en af muslimernes helligste steder. Guldkuplen kan næsten ses over hele byen og er en af de smukkeste ting i Jerusalem, synes jeg.

Gråmeleret dag

Vinden hylede om hjørnerne og ruskede i drømmefangerne, da vi vågnede op i dag. Den sædvanlige udsigt fra huset over til de jordanske bjerge var ikke-eksisterende. I stedet var der bare hvidt, og luften var tyk af sand. Vi besteg dog et bjerg, kravlede op af siderne og gik ned af en smal sti, inden vinden for alvor tog fat, og vi kørte igennem den rødblæsende ørken for at køre hjem.

 Brødrene og jeg har en vane med, at når vi er et særlig smukt sted, tager vi et 'bandbillede'. I dag blev det taget i en rigtig fin kløft, da vinden løjede af for en kort bemærkning.