Morgenmaden var yemensk - selvom min faster og hendes familie ikke er jøder, holdt de alligevel traditionen med, at man ikke må lave noget om lørdagen (sabbat), i hævd, så morgenmaden havde stået i ovnen og kogt hele natten. Den ene del var brød, som havde bagt i 12 timer samt æg, der havde stået over svag varme i samme tid. Derfor var det helt brunt og smagte lidt af and (hvorfor ved jeg ikke), men det hele var rigtig lækkert. Bagefter pakkede vi den pick-up truck, der i sit tidligere liv havde været brugt som skydeskive for soldaterne på militærbasen i nærheden, men som nu er familiekøretøj, når der køres i ørkenen. Der er stadig skudhuller i jernet. Vi kørte afsted, mens solen kravlede op af himlen og farvede sandet brunere og himlen smukt blå. Vi besteg et bjerg, plukkede vild the, som vi kogte over ild og kørte ellers rundt i klipper, sand og skønhed. Jeg forsøgte mig også med et par kilometer på ATV'en, en firhjulstrækkermotorcykel. Skøn fornemmelse... Hjemturen blev tilbragt på ryggen på en madras bag på ladet af pick-uppen med en Rosa-lignende hund ved siden og en udsigt op i en nedadgående sol. Åh, vidunderlighed.
Udsigt fra huset...
No comments:
Post a Comment