Jeg fik mit første par Converse i slutningen af 9. klasse, efter jeg havde fået min musikalske opvågning med Mew og Kashmir dengang i 2003. Converse passede til stilen, men i begyndelsen føltes det som at have klovnefødder på; akavet og svømmefodsagtigt. Siden kom de næsten aldrig af. Det vigtigste var, at de så virkelig slidte ud, så et nyt par skulle altid som det første ud i sandkassen og støves til. De fulgte mig alle steder; til de mange koncerter på Vega op gennem gymnasiet, til festerne, i strandsand om sommeren, gennem sneen om vinteren (hvor de måtte høre på mange suk fra forældrene og taler om uansvarligt fodtøj) og alle andre steder. Efter gymnasiet ebbede det ud; kriteriet om at interessante mænd SKULLE have Converse på fødderne, blev lidt lige meget, og med voksenlivet kom også andet fodtøj (selvom det ikke var mere ansvarligt af den grund...). I fredags købte jeg mig et par igen, blå og flade. Havde glemt mine støvler i Israels ørken og kunne ikke risikere skammen ved at gå rundt i København i vandrestøvler (eller små ballerinaer for den sags skyld), så jeg måtte ind i en skoforretning i Tel Aviv til en storsvedende sælger, der blev ved med at vise mig røde træsko og hyle op om, at de var fra Danmark ligesom mig. Men skoene er skønne, det er som at komme hjem og også genoplive en del af de mange minder fra gym, som om jeg ikke har haft fødderne nede i andre sko. Det er rart at være tilbage.
No comments:
Post a Comment