Fabrikskærlighed

I dag cyklede jeg til Wedding (i 32 grader vel at mærke!) for at kigge nærmere på en gammel fabrik, der stoppede med at producere pengeskabe (!) for omkring 10 år siden. Den har stået tom længe, men i april flyttede nogle kreative hoveder ind på den 6000 kvm2 store grund for at lege med formerne og bruge de spektakulære rum til udfordrende teater, mærkelige kunstprojekter og en café i verdens sejeste look. Jeg snakkede med den noget lapsede herre, der låner stedet, og blev vist rundt. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg e-l-s-k-e-r forladte steder, især gamle fabrikker, fordi vinduerne er så smukke. Så det er ikke svært at gætte sig til, at jeg rørte et lille stykke af himlen i dag, og her er beviset.
P.S. Tak til Simpel Dagbog for at anbefale min blog som del af hendes mandagsbloggere - tak for æren!

 Jeg ved ikke, hvornår fabrikken er bygget, men de har isoleret med gamle håndklæder (?). Gad vide, hvor lang tid de har siddet der...

 I forgrunden er caféen, i baggrunden er 'katedralen', som de store sale hedder.

 Det er menneskeligt at fejle. Men denne fabrik er da perfektion...

 Her vil jeg hænge ud for evigt. Internet er der også.

 I porten hang denne fugl og kiggede. Lidt makabert måske.

Stedet går under navnet Mica Moca Project Berlin og ligger desværre kun i fabrikken indtil slutningen af september, når en arkitekt river nogle af bygningerne ned og bygger 'kulturelt center' i stedet...

Et døgn

 I går 19.40 går jeg langs kanalen med Nina, som jeg ikke har set i over en måned. Vi kigger på fine mennesker og opdaterer hinanden på en måneds levet liv.

 Kl 20.53 passerer vi denne mur omkring Hallesches Tor.

 Kl 21.13 stiger vi op i Ninas nye lejlighed, som ligger på 8. etage. Højdeskrækken kilder i maven, men udsigten over Berlin er vidunderlig.

 Kl 21.50 drikker vi køleskabskolde Beck's på hendes altan og kigger ned på Berlin, der kører forbi under os.

 I dag kl 13.10 er Sigrid og jeg ude for at fotografere Street Style. Vi fanger en cool halvdansker, men er ellers ikke videre heldige. I stedet smelter vi i de 30 (!) grader.

 Kl 13.42 sidder vi i en park nord for Rosenthaler Platz og keder os, fordi berlinerne enten er ufashionabelt klædt eller nøgne.

 Kl 14.10 lykkes det mig endelig at fotografere dette fine vægmaleri på Torstraße, som jeg kigger på så tit, men ikke har fået fotograferet før i dag.

 Kl 14.16 står denne boks lige ved arbejdet. Hvor er Wei Wei?

Kl 16.53 træder jeg direkte ud i varmemuren på Potsdamer Platz efter at have været til pressevisning på filmen 'The Company Men'. Selvom jeg ikke er udtalt fan af Potsdamer Platz' glasimperium, er jeg vild med storbyeffekten af denne bygning. New York?

Spreepark revisited

I oktober cyklede jeg til Treptow med Chris og Kristiane for at se den forladte forlystelsespark, Spreepark. Den blev forladt i 2001, da ejeren havde smuglet kokain fra sydamerika i forlystelser, der havde været 'til reparation'. Det lignede vitterligt, at folk var gået hjem en dag og aldrig var kommet tilbage. Dengang var stedet forladt og lå temmelig uhyggeligt hen i skoven, forlystelsernes glade farver falmet, de malede ansigter udtjente. I denne weekend har et kunstprojekt livet parken op og åbnet den for befolkningen - for €5, forstås. Sigrid og jeg tog derud i går eftermiddag for at tage billeder. Og parken var helt anderledes; børn løb omkring og legede, og der var kunstinstallationer overalt. F.eks. spillede et 'band' musik ved, at instrumenter bevægede sig af sig selv (!), og man kunne spise is i de gamle svanebåde. Men de fleste forlystelser var spærret af, fordi de efter ti års forfald ikke er så sikre, som de var engang. Så selv om vi kunne køre rundt i meget støvede tekopper, kunne vi ikke gå om bord i pariserhjulet eller køre i mandebilerne. Så for en weekend fik Spreepark kunstigt åndedræt.

 Vi startede ud med en bratwurst, som vi så kunne smage resten af eftermiddagen...

 Radioerne virkede.

 Hunden var en (frivillig?) del af en 'forlystelse', hvor man kunne køre rundt i parken med en hund foran sig. Hundene lå ret livløse hen, så de syntes nok ikke, det var så sjovt.

 Toget her kørte rundt på en bane i hele parken. Kan ikke finde ud af, om det var for meget eller egentlig ret hyggeligt. Til højre i billedet står bandet, der gik rundt og spillede mærkelig musik og her har kapret toget.

 Sidst, jeg var i parken, stod vi på den anden side af hegnet og spejdede længselsfuldt efter dinosaurerne, fordi de sammen med pariserhjulet er det typiske billede på Spreepark. Denne gang kunne jeg gå direkte hen og klappe dem, og det føltes lidt underligt, at de lå der mellem alle menneskerne. På en måde egner de sig meget bedre til at ligge hen i en helt øde park og kigge op i himlen uden at have børn kravlende på sig.

 Svanebådene er også noget af det, folk altid har fotograferet, når de har været i Spreepark, og vi ville gerne have siddet i dem, men de var fulde af gammelt søvand. I stedet lavede vi ansigter foran dem.

 Kontrolrummet, der styrede svanebådene.

 De kunne ikke køre, men Sigrid (og jeg) kravlede ind i en af mandebilerne. Jeg kommer altid til at tænke på HuskMitNavn, når jeg ser dem, på grund af ansigtsproportionerne og de glade farver.

Og så var det candyfloss-tid, inden vi tog til Kreuzberg til middag i verdens vildeste lejlighed og så Wayne's World, spiste suppe og chokoladekage og spillede Jenga med Annabel, Conor og disses venner.