Vaskeri, puffet hår og giganttærte: Moabit

Som jeg har nævnt før, laver Exberliner et tema om Moabit i juni. Derfor befinder jeg mig en hel del på den lille ø nord for Tiergarten, og i dag var ingen undtagelse. Jeg skulle nemlig på café-hop og rundt på 14 forskellige af slagsen for at finde noget interessant at skrive om. Cyklede derfor afsted i 28 (!) grader. Kom også forbi verdens sejeste vaskeri; helt i 1950er stil og med en ejer, som jeg drak kaffe med, mens han sang Grand Prix sange og kunne huske alle vindere tilbage til 1970erne. Senere fik jeg tærte på et sted, der har ligget og kigget ud på Spree siden 1852. Jeg måtte dog kæmpe med tiden, for fugle fløj omkring mig og ville have min kage, så jeg måtte skynde mig at spise den = meget gelatine på meget kort tid. Moabit er ellers et sjovt sted. Det er som at være i en anden by; ingen seje mennesker, kun ældre tyske damer med absurd puffet hår og heftig make-up, tyrkere og business folk, der arbejder i ministerierne langs Spree. I solskin er det ret charmerende, men om vinteren kunne jeg forestille mig, man ville længes inderligt mod Neuköllns afskallede vægge og undergrundsbarer. Jeg ville i hvert fald.

 På vej til Moabit cykler jeg gennem Tiergarten, stor og skyggefuld, og i dag var der et maraton...!

 Små miniature vaskepulvere... Ville have dem alle sammen. Og tapetet med.

 Mens man venter på vasken, kan man drikke kaffe. Til €1,50. Det må være Berlins billigste kaffe...

 Kiggede også lige ind i gården ved Moabit Kulturhaus. Børn legede i gården ved siden af, og vinden blæste let i træerne udenfor. Idyllisk.

 En af de mange mange mange caféer, jeg var indenom.

 Mammuttærten. Tyskerne har det med at falde i en fælde, der hedder: fedt, gelatine og tomme kalorier. Denne kage røg lige i. Men jordbærrene var gode.

 Stedet er kendt for deres 'baumkuchen', som er en slags doughnut med marcipan og aprikos...

Havde tegnet et kort hjemmefra på en konvolut. Hvis ikke jeg havde det, var jeg nok aldrig vendt hjem til Kreuzberg.