Puh, det har været en af de dage, hvor jeg startede med at arbejde kl 10,30 (OK, jeg var i biografen, men i arbejdets tjeneste!), og her klokken 22 arbejder jeg stadig med timer foran mig. Har ikke rigtig holdt pause siden i morges og er lidt træt. Men har i det mindste lavet sjove ting.
I morges startede jeg dog med en frygtelig film; 'Gulliver's Travels' burde være et no-go for alle! Ikke nok med at filmen var dårlig, tre skrigende skoleklasser havde fået lov til at komme til (presse)visning, og filmen var i 3D, så man blev helt skeløjet. Bare ikke det værd.
Til gengæld har jeg siden været forbi to videoteker og en film café og har lige haft et 40 minutters telefoninterview med endnu et videotek. Det første, jeg besøgte, ligger i Prenzlauer Berg - Negativeland. Der har det ligget i 20 år, og indehaveren var den første østberliner, jeg har snakket med, siden jeg flyttede herned. I hvert fald når jeg har spurgt. Det var ret hyggeligt, og han hyggede sig meget med at vise mig sine yndlingsfilm fra DDR-tiden, som var lidt særligt ved butikken. Dernæst var jeg en time på Das Film Café, som er en lille kælderbiograf med tilhørende café. Indehaveren viste sig at være en kæmpe filmnørd, der har tatoveret Godzilla over hele ryggen, fordi det var den første film, han så i biografen som 11-årig. Ham skal jeg snakke med igen! Så var jeg i et ret kedeligt videotek længere nede af gaden, hvor jeg måtte tilbageholde flere pinlige latteranfald, fordi indehaveren seriøst havde samme mimik som Martin Buch fra Rytteriet (tænk Søs Fenger...). Har lige snakket med indehaveren af et videotek i Friedrichshain, som forklarede mig, hvorfor det er vigtigt at bevare russiske propagandafilm fra 1960erne. God dag! Nu skal det hele transformeres til tekster og afleveres i morgen. Jeg kommer til at sove så godt!
Undskyld, der ikke er nogle billeder - har ikke haft tid til at tage nogle, så i stedet får I Martin Buch som Søs Fenger. Hans ansigtsudtryk er stadig sjove efter 20 visninger...
No comments:
Post a Comment