Nogle gange oplever man noget, som forstærkes af, at man er alene. Sådan havde jeg det i aften, da jeg tog til ultrahemmelig filmaften i Kreuzberg. Var blevet sendt derhen af arbejdet, og folkene bag eventen er meget hysteriske omkring, at der ikke må skrives noget om det nogle steder. Men min chef ville alligevel have noget derfra, så jeg blev sendt afsted. Det lå selvfølgelig i en gammel baggård. Der var ikke noget at gå ud fra, ingen skilte, ingenting. Måtte kigge ind af nogle vinduer og se stole organiserede i et biografsæde-agtigt mønster, inden jeg var sikker på, at jeg var gået rigtigt. Indenfor var der dunkelt; man så nok helst, at det kun var indviede, der fandt derhen. Der blev røget en del; både tjald og cigaretter, og det blå lys, der kom fra en enkelt pære, var lige blåt af røgen og af farven på pæren. Stolene var vist hentet fra et gammelt skoleudsalg, og sofaerne så ud, som om de havde haft deres storhedstid i 1970erne. Væggene var rå, vinduerne tårnhøje og dækkede af toiletpapirslignende strimler. Filmen fransk fra 1951, noget med en revolution i det litterære miljø, men den havde ingen handling. Kun billeder af Paris, en mand der går frem og tilbage, og en stemme der råber kontroversielle udtalelser om film. Bizart. Men spændende. Og det, at jeg var alene, forstærkede oplevelsen. Duftene blev taget ind og analyseret, alle host hørtes, folks samtaler (omend uforståelige) blev lyttet grundigt efter... Finurlig aften, og selvfølgelig begyndte det at regne en anelse, da jeg tog hjem en lille time inde i filmen. Sort regn.
 |
| Smuk bygning, jeg gik forbi på vej derhen. Desværre viser billedet det ikke ordentligt. |
 |
| Stationen, jeg ikke kan udtale. Hvorfor skal ens tunge slå så mange krøller? |
No comments:
Post a Comment