Første indlæg i mange dage - og i 2011! Nytåret blev indledt på Perlin, en restaurant i Prenzlauer Berg, hvor man betaler €1 for det første glas vin, som derefter kan fyldes op, så mange gange man vil. Tre retter mad bliver serveret, og når man går, betaler man det, man syntes, det hele var værd. Vi udnyttede i høj grad konceptet med at fylde vinen op, så da 2010 gav stafetten videre til det nye år, skreg vi allerede af grin ned i champagneglassene. Selvom dronningens nytårstale for første gang nærmest nogensinde for mit vedkommende blev forbigået, fik miss Sophie drukket stakkels James under bordet en del gange oppe på endevæggen. En tradition blev altså bibeholdt.
Vi stod i kø i to timer for at komme ind på Oderberger Stadtbad - en gammel svømmehal, som for en aften blev forvandlet til technofest med 1500 mennesker. Lidt meget kaotisk, og Annemie blev bestjålet, inden mit pressekort gav os adgang til en fest, der så ikke engang var helt vild.
Til gengæld var der mange tømmermænd dagen efter, hvor seks danske piger mødtes til brunch i Friedrichshain ved 16-tiden og kun nåede at se dagslys nogle få timer. De rystede og var i dårlig stand, men livede en lille smule op ved en film tilbage i min lejlighed, inden der blev spist reparationspizza på Kastanienallee.
I går var der klarere øjne, da vi slængede os i Roderichs sofaer i Neukölln, og solen brød frem fra skyerne og sendte smukke stråler ned over Berlin. Vi mødte Melissa og hendes søster på Neue Nationalgalerie, spiste sushi på stamstedet og fik lidt vin på Weinerei. Jonas skulle sove hos mig, så da pigerne var taget hjem, kravlede vi ind i en fotoautomat og skar ansigter, inden sporvognen tog os hjem. I morges spiste vi morgenmad på Ringo og sagde farvel på Rosa-Luxemburg-Platz, og jeg gik på arbejde.
Billeder fra nytårsaften og mere kommer først, når jeg får fundet en oplader til min fars kamera, som jeg låner i øjeblikket. Billederne kan ikke overføres til compis, før batteriet er genopladet, men jeg arbejder på sagen!
No comments:
Post a Comment