25 October 2010

Spreepark

Der var engang en forlystelsespark i Berlin. Den åbnede i DDR i 1969 i Treptower Park lige ud til vandet, og der var både et pariserhjul, en rutsjebane med loop, store uhyggelige dinosaurer og et lille tog, der kørte rundt i parken. I 2001 lukkede forlystelsesparken, og ejerne flygtede til Sydamerika, hvor de ville åbne en ny forlystelsespark. De nåede at smugle stoffer i nogle forlystelsesdele over Atlanten, inden de blev fanget og fængslet. Spreepark lå tilbage, som den var blevet forladt, og lod naturen vokse omkring sig. Dinosauerne væltede, og forlystelserne groede til. I dag er der sat hegn op, men parken er næsten mere populær end nogensinde, fordi den ligger som et spøgelse i det sydlige Berlin. Der er vagter ansat til at gå rundt og sørge for, at ingen kommer ind, men hver dag løber gøende hunde efter uvelkomne gæster, der har fundet et smuthul i hegnet. Hvem vil ikke også gerne ind og fotografere et sted, der kunne være settet til en virkelig uhyggelig gyserfilm?

Chris, Kristiane og jeg var der for nogle uger siden. Vi hoppede aldrig over hegnet, selvom lysten var næsten uimodståelig. Men mødet med en arrig hund havde alligevel jaget frygten i os, og vi nøjedes med at fotografere gennem hegnet. Dette er, hvad der kom ud af det:
 Et svanetog foran det store pariserhjul.
 Tekopper
 En ubetalt regning sidder i døren ind til den tidligere indgang. Der er et liftfirma, der gerne vil have sine penge...
 Vi løb ind i nogle spanskere, som skulle have et fællesbillede. De anede ikke, hvor de var, men blev også snart suget ind i fascinationen af Spreepark.
 En af de små vogne, som tidligere kørte rundt i parken, titter op over buskadset.
 Spanskerne hoppede over hegnet... Øjeblikke efter kom en muskelhund gøende hen til hegnet, så vi droppede at følge efter dem.

2 comments:

Henrik said...

Super artikel - lækre billeder - tusind tak ;-)
Guider du en spøgelsestur?

Sovende by + strikkebar | said...

[...] gang med en lille fotohistorie om nogle af de mange forladte steder i Berlin. Fortalte tidligere om Spreepark, og i dag trodsede jeg snevejret med Nina for at besøge tre steder – to i nord og et i syd. [...]