Jeg stod på altanen på redaktionen og kiggede ud på Mitte, da det begyndte. Det første tordenskrald i år. Tegn på sommer. Himlens storhed. Siden stod vi tre amerikanere, en dansker, en svensker og en tysker i ly for regnen og talte kilometer efter hvert lyn og fandt vist lidt tryghed i at stå dér sammen. Hvis nu lynet skulle slå ned i træet ovre på legepladsen. Det skete ikke. Siden kom solen igen, men kun i nogle minutter. Nu tordner det igen. Denne gang er jeg alene hjemme, der kommer et sælsomt lys ind gennem vinduerne, og jeg finder lidt tryghed i Animal Collective's 'Sung Tongs'. Det er sjovt, som tordenvejr får en til at føle sig meget lille. Og man tænker på dengang, hvor man lå i sofaen med en bror i hver hånd og ydmygt stirrede ud på himlen efter lynene. Og mor fortalte, at oldemors hus engang var brændt til jorden på grund af et lynnedslag, og de akkurat fik reddet sig selv ud. Eller at et lyn var, når Gud fotograferede en. Derfor skar drengene og jeg altid ansigter op mod himlen, når et lyn kom. Det gør jeg ikke rigtig mere.
Fra i går, da jeg sad nede ved kanalen og nød rosé, mens dagen gik fra sol til regn.
Våd gade.
No comments:
Post a Comment