Funkhaus

I dag cyklede jeg over på den anden side af Spree, langt ned ad Köpenicker Chaussee (hvor jeg ikke mødte en eneste anden cyklist hverken på vej derhen eller tilbage), for at ende ved en kæmpestor mørkebrun fabriksbygning med smukke, hvidmalede vinduer: Det gamle DDR radiohus. Bygget i starten af 1950erne blev det arkitekten, Franz Ehrlichs mesterværk, og det var da også vidunderligt at gå rundt blandt udførlige træpaneler og se den kæmpe koncertsal, hvor DDR solgte dele af koncerthusets orgel for at få udenlandsk valuta (!). Jeg skal skrive om stedet til kunstsiderne i juli/augustnummeret, så jeg kiggede ind i kunstnerateliers og kæmpe sale, der skal bruges til en udstilling i juli. Oh, hvilken fryd at få lov til at blive sendt sådan et sted hen.

 I dag bruges dele af huset også til filmsets. F.eks. blev "Das Leben Der Anderes" og "Baader-Meinhof Komplekset" delvist optaget her - måske på dette hjørne?

 ...for sådan så resten af rummet ud.

 Den 'lille' optagesal. Det er direktøren for det hele, der sidder i de originale sofaer under mikserrummet.

 Det store studie, hvor også orgelet (eller hvad der er tilbage) hænger majestætisk over det hele. Rummet bliver, udover at optage musik, også brugt til modeshows og fotoskydninger.

 De prøvede at ombetrække de gamle, originale fløjlssæder, som er slidte efter alle de DDR-numser, der har hørt musik der, men der var ikke rigtig noget, der virkede, og derfor beholder de dem så længe, det er muligt.

 Disse gamle ure hænger i receptionen som et ostalgisk (når man er nostalgisk omkring DDR) symbol på den tid, der er gået.

 Ud gennem træerne kunne man lige ane Spreeparks vidunderlige pariserhjul.

 Sneg mig også ind i en mærkelig hal, som jeg ikke aner, hvad bliver brugt til. Men er vild med det afskallede loft, skriften på væggen og naturligvis de smukke vinduer.