30 December 2010

Juleferie medley

Tre timers søvn og Berlin i -13 grader. Så er man hjemme! Jeg har nydt at være i DK, selvom der ikke blev tid til at se så mange venner. I stedet var jeg til julefrokost med Søren Krarup som sidemand, havde trillioner af grineflip med familien og rødvinsaftener med brødrene.
 Måske for internt - men da jeg var i Hillerød med AE og NP, kom der et godt grineflip ud af ordet 'klump' på denne plakat.
 Mor med bodyguard...
 Chris kom forbi til julekager og bilar.
Og så var jeg hos far i Snekkersten i går, hvor der var det smukkeste solskinsvejr. Iklædt militærsokker og ekstra vanter gik vi en lang tur i skoven og hjem langs stranden, hvor solen glimtede i sneen og på Øresund, som var delt op i hvide isfelter. Meget smukt.

29 December 2010

Hævnen


Var i biografen og se 'Hævnen' med far, Gitte og drengene. Havde helt ondt i maven bagefter af historiens grusomhed om hævnaktioner, der spinner helt ud af kontrol. En meget smuk film med de lækreste sommerbilleder af Danmark, så man får lyst til at ligge i et hvidmalet sommerhus med udsigt over vandet og læse bøger i flere uger. Langt væk fra sne. Forresten slog jeg besøgsrekord på bloggen i går - tak fordi I kiggede forbi!

28 December 2010

Best of Berlin

2010 trækker sine sidste åndedrag, og her i en seng i Fredensborg kigger jeg billeder igennem og mærker det velkendte sus af melankoli over, hvor fantastisk sjovt jeg har haft det i 2010. Især gensynet med sommerens Berlin, de endeløse fester og solskinsstråler får sommersavnet frem. 2010 var året, hvor jeg fløj ud i verden på egen hånd, hvor jeg lærte at stave til 'curry wurst', og hvor kærligheden til Berlin stak mig så hårdt, at mærket sidder endnu, 5 måneder og 8 dage efter, at jeg ankom i 36 graders varme. På den gode måde, forstås. Her lidt billedminder:

25 December 2010

Fødselsdagsgave


Min fødselsdagsgave fra JC var Madrugadas andet album. Kender ikke bandet, men det er norsk, mørkt og fuld af slideguitar. Albummet kalder på sort tøj, dystert sind, kaffe og timer i en vindueskarm med tanker svirrende i hovedet. Jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende, den mandlige udgave af Mazzy Star.

24 December 2010

Blogferie

Har glemt min kortlæser i Berlin, så ingen billeder på bloggen før d. 30. december. Så jeg holder en lille blog-juleferie, mens jeg er i DK. Flytur gik godt, selvom AnCa ikke nåede med, og vi måtte undvære hende... Sne i Fredensborg, god musik og kreative søskende. Ses om en uge!

22 December 2010

Danmark om snart

Klokken fire i nat ringer mit vækkeur, og så er missionen at komme til lufthavnen og hjem til Danmark. Julegaverne er købt, og jeg glæder mig til at komme hjem i energiopladeren (familien med andre ord...) Jeg håber bare, at jeg ikke kommer ud til en tavle, hvor der står 'flight cancelled' ud for ordet Copenhagen... Turen bliver nok ikke ligeså flot som tilbage i oktober, men jeg skal bare hjem :)

Glögi i -100

Mødtes med AnCa og Marlene i en engelsk boghandel i Prenzlauer Berg. Vi var der over en time og gik rundt og snusede til bøger, inden vi rystende af kulde gik efter mad. Efter en (for Berliner-standard) god burger gik vi på Kulturbrauereis julemarked, som er skandinavisk. De danskprægede boder glimrede dog ved deres fravær, men vi fik god Glögi, som den finske afart at glögg hedder. Den er lavet på vin og solbærsagt, og vi skovlede godt med mandler i. Men der var så koldt, at det endte med at være et lynjulemarked, inden vi tog tilbage. Ærgerligt, for beliggende i Kulturbrauereis fine gård med de gamle tappehaller skærmende for den værste vind, er det et rigtig fint setting til et julemarked.
AnCa prøver en jakke, der hang på en snor...

21 December 2010

Hurtig sol

I morges var den der ganske kort; solen. Det er ellers ikke en, man ser meget til i disse sneklædte dage, men da jeg gik ned mod sporvognen i morges, var der alligevel en del blå himmel, der fik lov til at gøre turen til arbejde rigtig skøn. Dagen har ellers været brugt på tidligt fri og julegaveindkøb i et voldsomt hus på Alexanderplatz. Jeg afslører vist for meget, hvis jeg siger mere - men lad mig bare antyde, at der var tale om forbrugerkultur på allerhøjeste og mest skræmmende plan! P.S. Jeg har fået lov til at låne Ninas kamera over julen, og jeg har haft det de sidste par dage - derfor lidt bedre billeder end mobilbilleder på det seneste...