Der er noget sødt, hjemligt og meget uskyldigt over at vågne op d. 1. december og vide, at man har en pakkekalender ventende på en inde i stuen. Jeg glemmer altid mit 22-årige jeg og bliver til den lille KS med grydefrisure og mælketænder, der næsten ikke kan holde ud at vente, til gaven er pakket op. Mor havde en pakkekalender med til mig, da hun var her i november og i dag, med sneen dalende ned udenfor, kunne jeg åbne første pakke (dog med en 22-årigs evne til ikke at flå pakken i stykker...).
No comments:
Post a Comment