Har i dag lært noget: Kreuzberg og Neukölln er faktisk en del af det gamle Vestberlin. Jeg har hele tiden troet, at det urbane festområde med gamle punkere og stoffer på næsten alle offentlige toiletter havde sin vildskab fra at være blevet lukket ud af DDRs regler. Og så har det bare været Vests enfant terrible hele tiden... Jeg elsker virkelig de to områder af byen, der ligger i forlængelse af hinanden. Gaderne er grimsmukke, og det er her, man skal finde de rigtig fede barer. I dag opdagede jeg et nyt yndlingssted, da jeg skulle lave en spontan Best Of, mens de andre proofreadede tilbage på kontoret i Mitte. Jeg trodsede en lillebitte snestorm for at indfinde mig på Kultursalon Roderich. Beliggende i en gammel lampefabriksbygning er der virkelig meget plads, og vinduerne er smukke og fabriksagtige. Møblerne er fra de gode 1950ere (vi er i Berlin...!), og man får serveret det, der bliver fundet i køleskabet. Den ene ende er videoudlejlning, hvor man kan låne DVD'er med smalle film som Fassbinders og Werner Herzogs, og i den anden ende er en mini-boghandel. Folk sidder der hele dagen med en avis i skødet og en kop kaffe. Så hyggeligt! Jeg skal helt sikkert tilbage!
Mens jeg var der, blev sneen afløst af en meget spag sol, og jeg blev lidt mere forelsket i Neukölln og Berlin, da jeg gik ned af Bürknerstraße mod Schönleinstraße og U8.
No comments:
Post a Comment