Je suis la

Nu er jeg flyttet ind i mine to værelser, og her er et lille kig på min ydmyge bolig. Jeg har aldrig boet så flot før og betragter mig selv som det heldigste menneske på jorden lige nu. Nu skal jeg bare have købt en lille reol og tegnet nogle tegninger, så væggene kan blive fyldt lidt ud. I stuen er der lidt tomt, så der er en vild akustik.

Stuen med kig ind til soveværelset.

Soveværelset

Soveværelset II med det lille skab og kig ind til stuen.

Der er nogle meget smukke døre.

Og noget meget flot stuk.

Og meget lidt på væggene... JC, du må komme og lave et kunstværk!

Neukölln Ice Cream Party

Jeg tror nogle gange, at Berlinerne synes, det er mærkeligt at have en dansker farende rundt og råbe 'oh my god, this is SO cool!' hvert 5. minut. Men jeg har aldrig været til en fest i København, som blev holdt i en kælder, og hvor den eneste ind- og udgang var gennem en kælderskakt... Hullet var omkring en kvadratmeter, og så var der sat ølkasser frem som en slags trappe.

Her kan man se det lidt... Jeg tog afsted sammen med Barbara og Ruben, og da vi kom op på Hermannplatz med U-bahnen, var der en, der råbte: 'You're the ice cream girl!' til Barbara, og så vidste vi, at vi var på rette vej. Da vi kom ned i kælderen, var det da også Barbaras isspisende ansigt, der, blæst op på væggen, var det første, der mødte os.

De forklarede, at der havde været et teknisk uheld med nogle af videoerne, deriblandt min. Derfor var der kun fire-fem videoer, der blev spillet hele aftenen i stedet for de 10-15, der var planlagt. Blandt andet også denne ældre dame:

Fordi vi jo var 'ice cream celebrities' drak vi gratis hele aftenen og kunne hele tiden gå op til dj-søskendeparret og få gin & tonics. Dejligt!

Vi indfandt os i en ret ødelagt sofa, der var det eneste, man kunne sidde på, og fik hurtigt samlet os en skare af franskmænd og tyskere, som vi snakkede med. Desværre blev Ruben for fuld og ville hjem allerede halv tre, men festen var virkelig sjov, og jeg kan endnu engang bare fastslå, at jeg elsker denne by!

Barbara og Ruben havde brugt eftermiddagen på at indspille en rapsang, som vi hørte hele vejen fra Rubens lejlighed og ned til Rosenthaler Platz U-bahn på vej til festen.

Da vi kom hjem til Rosenthaler Platz U-bahn, hvor min cykel stod, mødte vi de her to, som syntes, det var det mest naturlige at sidde på disse tennisting midt i byen og spise deres nat-curry-wurst. Love it!

Bibliotek + West Side Theatre

Et strømlinet lånerkort. I dag var jeg på Staadtbibliothek, der som alt andet ligger lige om hjørnet fra lejligheden. Deres engelsksprogede afdeling er bestemt ikke i høj kurs - den begrænser sig til en enkelt reol og er ikke blevet opdateret de sidste tyve år. Bøgerne både ligner og lugter af 80'erne, og man skal lede godt gennem stakken, før man finder noget, der ikke har et udseende som Danielle Steel. Jeg pakkede min hjemmelavede seddel væk - den reol har aldrig set skyggen af Paul Auster eller Siri Hustvedt, så jeg fandt en William Faulkner inde bag de farverige omslag.

På vej hjem tog jeg en omvej for at se, hvad der ligger bag mit neighbourhood. Bygningerne var tunge og betonfyldte, og menneskerne lidt triste. Jeg gætter på, at Prenzlauer Bergs in-crowd ikke er nået dertil endnu. Men et stenkast fra min gade fandt jeg et ret fedt lille sted. Jeg tror, det engang har været et teater (teori udelukkende baseret på navnet), men det var ret cool:

Jeg glæder mig:

Anmeldelse/Soundvenue

5 minutes of ice cream fame

Eftermiddag med Barbara:

Vi skulle mødes og se Nefertiti på Alte Museum på Berlins museumsø (midt i byen er en lille ø, lige som l'Île de la Cité i Paris), hvor rigtig mange af museerne ligger, deriblandt altså Alte Museum med gamle ægyptiske ting. Barbara er helt vild med Nefertitistatuen, og da hun har snakket om den, siden den første dag, vi mødtes, skulle det være i dag, de to mødtes.

Jeg er ærligt talt ikke helt sikker på, hvilken bygning det er - men flot er den, og guldspirene er helt sikkert lige blevet udskiftet, for de skinnede en hel del. Og så er der jo my beloved, Fjernsynstårnet, i baggrunden. Museerne er gratis efter kl 18 om torsdagen, og da vi var der lidt tidligt, spiste vi en is og gik lidt rundt på den lille, meget turistede, ø.

Barbara ruller en cigaret (at se en cigaretpakke med rullede cigaretter i Berlin er ret sjældent. Hjemmerullede er åbenbart vejen.)

Inde på museet var der nogle meget smukke, store vinduer. Og det tog helt pusten fra en at stå og kigge ud på den solbeskinnede by.
Efter museet ville vi tage hen og mødes med Ruben, og på vejen blev vi stoppet af et tysk dj-søskendepar, som ville filme os spise en is til noget baggrundshalløj til deres fest i morgen. Gratis is er altid godt, og så skulle vi bare stå op af den hvide væg og spise den, ligesom vi normalt ville spise en is, og lege, at vi var alene. Her er det Barbara, der spiser sin is og bliver filmet:

De to søskende:

Festen i morgen blev vi heldigvis inviteret med til. Det er i Neukölln, området under Kreuzberg, som åbenbart er the upcoming in-area. Festen holdes efter sigende i en kælder, hvor man skal ind gennem et smalt vindue for overhovedet at komme ind. I can't wait!

Lige et billede fra mit hood, en eller anden mærkelig statue. Måske har den ikke noget med DDR at gøre, men for mig er den altså lidt Berlin before the wall came down:

Bürgeramt, keine forstå...

Efter halvandens time venten blev jeg, via gestikuleren og håndtegn, Berlinerborger. De blev lidt sure, da jeg lod dem forstå, at jeg ikke kunne tale tysk, og at vi altså skulle kommunikere lidt forbi hinanden nogle gange. Især da de så mit danske pas, kom der spørgsmålstegn i øjnene, og jeg kunne lige akkurat forstå, at de sagde, at alle danskere da kunne tysk.

Nu er der altså orden på tingene, og jeg skal have Essie en tur ned til byen for at mødes med en, der hedder Barbara. Hun er Rubens kæreste, og vi skal på museum. Hver torsdag er det åbenbart gratis for studerende at gå på museum efter 18.

Essie

Velkommen til Essie, min nye cykel. Jeg hentede hende ude i Kreuzberg i går og cyklede gennem en blid regn. Anede ikke, hvor jeg var henne, så jeg fulgte Fjernsynstårnet hjem - man kan se det over hele byen. Det var lidt magisk, og der var den smukkeste solnedgang - ærgerligt nok havde jeg ikke taget mit kamera med.

Navnet kom helt ud af det blå, da jeg så hende. Egentlig er det Esther, men Essie til dagligt. Der er ingen gear, så det er lidt hårdere at cykle op af de bløde stigninger (intet er slemt i forhold til Århus), end da jeg lånte Kais racercykel med 7 gear. Men det er vel også charmerende nok :-)

Så nu er jeg fully equipped med cykel og har købt to låse... Cykeltyveri er en big thing her i byen, så man kan vist ikke være for sikker. Jeg skal ikke se en mand sidde og save låsen op på Essie i Mauer Park!

Stemning

Sidder lige og kigger billeder fra den sidste uges tid og vil lige dele nogle af de små somethings, der ikke er nået frem til bloggen tidligere:

Solnedgang fra altanen.

Karl-Marx Allée.

Alexanderstrasse

Fin gadelampe med Ost i baggrunden på Münzstrasse.

Arkitektur på hjørnet af Max-Beer Strasse - gaden, hvor Exberliner ligger på.

Kunst på væggen i Hackesher Hof.

Volkspark Friedrichshain

Mit nye yndlingsnatursted i Berlin. Jeg tilbragte hele eftermiddagen på en bænk i parken, skiftevis læsende og betragtende de forbipasserende. Parken har lidt et Pariserfeel og minder mig om barndomsdage i den franske hovedstad. Måske derfor, jeg så godt kan lide den? Der er masser af mødre og fædre, der leger med deres børn, spiller fodbold og løber omkring med små hunde. Jeg så en hund, der blev 'løftet' i snor i bagenden, fordi dens bagben var lamme. Der var også en mand, der kom hen og spurgte, om jeg var fransk, for jeg så meget fransk ud.........
Melissa tog hjem i morges, og jeg er nu helt alene i denne store by.

Billederne nedenunder er fra Volkspark Friedrichshain, da jeg var der for en uge siden.

Melissas sidste aften

... skulle have været stille og rolig, fordi vi alle havde tømmermænd fra dagen før. Men lige inden, vi gik i seng, ringede drengene og ville have os med ud. Så vi tog ned på Kastanienallée, hvor alt var lukket, og drak øl og grinede.

Vi spiste aftensmad med Nadia og Jens Anton og hørte sjove historier og spiste is. (Kauf dich Glücklich - Oderbergerstrasse 44)

Musik

Som sagt fungerer hovedet ikke optimalt i dag, men mens jeg gør mig klar til at indtage Kollwitzplatz med Nadia, hører jeg denne sang:

Out of order

I dag står hovedet stille. Vi drak hvidvin i Mauer Park i går og kom først rigtig sent hjem. Dagen i dag er derfor indtil videre blevet tilbragt i lejligheden med en bog og Prinzenrolle. I aften skal vi til Kollwitzplatz og hænge ud med Nadia - jeg håber, at mit hoved vil fungere normalt til den tid.

Har desværre ingen billeder fra i går - kameraet valgte at gå død for batteri temmelig hurtigt. Til gengæld kan jeg fortælle lidt om livet i lejligheden. Helt basalt består lejligheden af fire værelser, to mine og to Kais. Vores værelser ligger i hver deres ende, og nede i min er køkkenet og badeværelset, hvilket jo er perfekt. I weekenden får jeg lov til at flytte ind på mine værelser, for der flytter den nuværende lejer ud. Indtil da har jeg sovet på en madras i Kais ene værelse.

Så lige nu er lejligheden godt fyldt op - hende, der bor i mine værelser, har en ven på besøg fra New York, en ung filminstruktør og fotograf. Han er ret sjov, og om aftenen sidder de tit ude i køkkenet og drikker vin og snakker serbisk, et skægt sprog (de er serbere...)

Kai, som jeg bor hos, er en tysk fotojournalist, der mest tager krigsbilleder. Han har udgivet to bøger med billeder fra Israel-Palæstina-konflikten og er i gang med at arbejde på en ny bog om grænser. Han er rigtig sjov og lidt spøjs, men virkelig hjælpsom. Det er f.eks. hans cykel, jeg låner, indtil jeg finder min egen.

Så livet her i lejligheden er hyggeligt. Jeg glæder mig helt vildt til weekenden, hvor jeg kan indtage værelserne, og jeg glæder mig til at vise dem. De er virkelig overdådige!

Kreuzberg

I dag fik vi endelig sneget os ned til Olafur Eliasson og kom ind på pressekortet - hurra! Olafur var virkelig cool. Han leger altid meget med omgivelserne og skaber rum i beskueren. Der var et rum, hvor alle vægge var spejle, der ledte op til loftet, som så blev gengivet over det hele. Og tre rum med tyk, tyk røg og flotte farver, som man gik rundt i - mærkeligt at beskrive, men det var surrealistisk og sjovt.
Vi måtte desværre ikke tage billeder...

(Olafur-udstillingen varer til d. 9. august og er i Martin-Gropius Bau, Niederkirchner Strasse 7 - hjemmeside her

Bagefter kørte vi til Kreuzberg, hvor vi fik en Döner og sad ved kanalen og spillede kort:

Lidt arkitektur, vi kørte forbi på vejen.

Nu er vi på vej i Mauer Park og mødes med nogle af de andre. Tschüss!

Mauer Park

I går brugte vi noget af eftermiddagen i Mauer Park til loppis. Det var pakket med turister, så man hørte egentlig ikke meget tysk. Et sted kunne man købe brugte cykler, og jeg var på vej hen for at spørge om prisen, da jeg opdagede en mand, der sad i hjørnet af boden med en cykel foran sig og prøvede at save en kædelås op. Så er man da heller ikke ked af det! Og så droppede jeg det.

Midt i parken er der et slags amfiteater, hvor man med udsigt ud over hele byen kan sidde og kigge ned på en lille scene foran, hvor folk kan melde sig til karaoke. Der var så mange mennesker, at vi knapt kunne se dem, der optrådte, men de gav den virkelig hele armen og blev til gengæld hyldet af deres store publikum.

Bagved de stående er de optrædende... (Det er ikke ham den lille gut.)

Oppe ved cyklerne lå dette lille pindsvin. Det var stadig levende, men havde det ikke godt og havde tiltrukket en lille gruppe af bekymrede franskmænd.

Loppemarkedet (eller måske Mauer Park generelt) tiltrak mange musikere, der sad rundt omkring og klimprede lidt. De her unge gutter spillede Rolling Stones og blinkede til pigerne, der gik forbi.

Der Mauer.

Generelt var dagen præget af tømmermænd og langsomme hjerner. Efter at have stenet lidt hos mig sent på eftermiddagen købte vi sushi og kørte tilbage til Mauer Park, hvor vi satte os på amfiscenen og spiste, mens solen forsvandt ned bag byen. Meget smukt.

Nu har jeg boet her en uge, og status er: forelskelse. På den hemmelige bar i lørdags mødte jeg en franskmand, der med det samme sagde: "Jeg advarer dig! Det kan godt være, du tror, du skal bo her et halvt år, men sådan sagde jeg også, og nu har jeg boet her i fem år!" Og jeg forstår ham godt. København er lidt bleg i forhold til Berlin.

Jeg håber, alle derhjemme har det dejligt! Jeg savner jer!