Mens jeg sidder her og spiser morgenmad, vil jeg lige vise min bygning. Værelserne må vente til næste weekend, når jeg endelig flytter ind.
Sådan ser dørene ud - bygningen står i et af de kvarterer, der var hårdest ramt af kampe og bombninger under anden verdenskrig. Alligevel har den overlevet, så opgangen er klassisk århundredeskiftopgang og virkelig virkelig flot. En eller anden har haft en fetish med ornamentering og gjort opgangen til sit hovedværk.
Indgangen - billedet viser ikke det majestætiske træpanel, men det er også meget detaljeret. P.S. Jeg er altså lavere end træpanelet.
Loftet - stadig meget mørkt billede, men her ses i hvert fald stukken og ornamenteringen på hvælvingen. Det er ret overvældende at komme ind. Det her er fra hoveddøren, og så kommer vindeltrappen lige efter hvælvingen.
Og vindeltrappen. Ja, jeg glæder mig til at vise værelserne.
I dag skal jeg på jagt efter en cykel. I Berlin cykler de seje rundt på farverige 70'er cykler, så sådan én må jeg også finde. Jeg har hørt noget om nogle loppemarkeder, men der er vist delte meninger om, hvorvidt det er OK at købe en cykel der, fordi de ofte er stjålne.
I går på vej hjem fra Kastanienallée havde jeg lånt Kais cykel, og i et kryds var der en mand, der stillede sig ud foran mig og var ret fuld. Han blev ved med at snakke, men jeg måtte forklare ham, at jeg ikke forstod tysk og altså gerne ville videre. Det fik jeg så til sidst lov til, mens han råbte: 'Sie sind ein sehr wunderbare frau!' Herligt... Lidt ligesom at være tilbage på Vesterbro.
No comments:
Post a Comment