Sidste dag inden december

Kommer til at tænke på sidste års juleferie, og at jeg egentlig glæder mig lidt til at komme hjem igen. På juleferie, forstås. Berlin og mig er et eventyr, der heldigvis fortsætter i nogle måneder endnu. Men der er nu stadig noget over Slotsparken, når den er klædt i hvidt. Og Københavns fine huse på det nederste billede.

Smukt

Elsker elsker elsker Animal Collective. Det sniger sig tit ind på mig, hvis jeg sætter det på og har det kørende i baggrunden, mens jeg arbejder. Det er også tilfældet denne temmelig grå formiddag, hvor jeg har compis i skødet og fødderne op af radiatoren for at få varmen. Udenfor suser Berlin forbi, indenfor prøver jeg at researche på projekter, men ender med at overspringshandle. Har f.eks. malet på mit kamera (egentlig en mærkelig ting at tage sig til) med neglelak... Jeg er i sådan et humør, hvor jeg savner lidt, men ikke rigtig noget konkret, bare en fornemmelse. Og så passer sangen godt til, smuk smuk og søgende. God formiddag derude!

Oh la la, c'était en français!

Eftermiddagens interview var en katastrofe. Jeg ankom til Park Inns restaurant ti minutter før interviewet og satte mig i en af de brune lædersofaer og observerede turisterne - deriblandt nogle meget højlydte danskere (selvfølgelig). Fyren, der styrede interviewet, kom hen og var venlig og sagde, at han nok skulle få journalisten før mig til at stoppe, da det var min tur. Der var min tid allerede overskredet lidt - jeg havde fået en halv time fra 15.30-16. Jeg kom derefter til og hilste på Florent og begyndte interviewet. Han var vildt træt og snakkede dårligt engelsk, og han misforstod lidt af mit første spørgsmål. Pludselig siger ham, der har sat det op, at jeg kan tale fransk, og Florent begynder at tale fransk. Fint nok, jeg forstår jo godt, hvad han siger, men sat på spidsen kan jeg ikke altid fremtrylle mit bedste franske. Vi når at tale omkring 12 minutter, før interviewet bliver afbrudt, fordi de skal videre. Nåh... Florent tegner dog et af Staff Benda Bililis instrumenter til mig, komplimenterer min frakke på fransk og kindkysser mig farvel, inden han spørger - 'Est-ce-que je peux fumer ici?' (må jeg ryge her?) som en ægte franskmand. Så måtte jeg ellers cykle hjem med et kaotisk interview. Åha. Men skønt er det at høre fransk. Det går op for mig, hvor meget jeg savner det, og hvor rigtigt det føles.

Nu skal jeg så samle stumperne af interviewet og se, om jeg kan vinkle det, så alle hullerne ikke bliver tydelige - jeg nåede jo kun at stille ham to spørgsmål, inden det blev cuttet. Træls!

Luksus

Trængte så meget til en chailatte den anden dag, at jeg købte en lille mælkeskummer i Kaiser's, da jeg alligevel var nede og købe ind. Havde ikke lige overvejet, at den ikke kom med batterier, og jeg havde ingen AA-batterier, så mit store projekt måtte lide døden. Indtil i går, hvor jeg kastede mig ud i projektet igen. Måske brændte mælken en anelse på, for det smagte i hvert fald som flydende risengrød - mælken og den heftige kanel. Ikke vildt læks, da jeg afgjort ikke er fan af risengrød, så jeg tror, mælkeskummeren må være til kaffedage, hvor det skal have et ekstra. Er nemlig normalt ikke til skummet mælk.

Sidder og skriver filminstruktørartiklen og forbereder mig til senere, hvor jeg har fået en halv time på et hotelværelse med to franske filminstruktører. Skal interviewe dem om en dokumentar, de har lavet om et congolesisk band, Staff Benda Bilili. Mere om det senere, lige en lille idé om, hvem/hvad bandet er:

Kagedag med Marlene

Brrrr, der er blevet koldt i Berlin! Min lille uniformsjakke er ikke varm nok. I dag cyklede jeg gennem kulden til Friedrichshain, hvor jeg spiste brunch med Marlene. Udenfor caféen var dette gadeskilt prydet med en art vandpistol - så savner man sommeren lidt. Bagefter gik vi på markedet på Boxhagener Platz, hvor det sædvanlige loppemarked har måttet vige pladsen for et mere julepræget et af slagsen. Der var stadig grøntsagsboder med æbler, græskar og eksotiske ting, tyrkiske vogne med alskens fetakreativiteter og strikkeboder, men også Glühwein, julegavetilbud og kager. Vi købte en cheesecake og et kæmpestort stykke hjemmelavet blommekage med op til Marlenes lejlighed, hvor vi smovsede i køkkenet med en kop chai. Blommekagen var dog ikke så god, men cheesecaken var et hit!

Cover girl

De kom i går i grå kasser, dampene fra trykken stod op, da vi åbnede dem. Ligeså gjorde mit ansigt, den sorte mund og øjne og de sjove farver. Ja, sådan ser det ud, coveret, som skal ligge i Berlins kiosker og seje barer. Uha. Jeg tror gerne, jeg ville have valgt et billede, hvor jeg ser mindre spøjs ud, men skidt pyt. Ellers kommer her mine mere journalistiske bidrag inde i bladet:

 Christmas markets

 Min Jesus-artikel om de kristne fanatikere

 Min madanmeldelse

 Notits om Französische Filmwoche - som blev fejlkrediteret, selvom vi sagde mindst tre gange, at det ikke var Jonas, men mig, der havde skrevet den. De rettede det også - men den forkerte, så der står, at jeg har skrevet noget om kunst, og Jonas' initialer beholdt Französische Filmwoche...

Flicks. Det er ikke mig, der har skrevet dem alle sammen.

Sne ?%#!!

Det er ikke så slemt endnu, kun enkelte fnug, der lidt formålsløst forvilder sig ned på jorden. Men det er der. Som en lille reminder om, at det bliver et helvede, når det først rigtigt kommer. Æv for filan. Så er det i gummistøvlerne - det må være mine vinterstøvler, eftersom de er de eneste af mine sko, der ikke bliver våde ved først mulige berøring med sne. Og så er der for i, så det er så dejligt. (Billederne er, på grund af umuligt kamera, fra telefonen. Undskyld)

Intern-bliss

Det er efterhånden en tradition, at man ikke kan holde Exberliner-aften på Kaffee Burger, uden at praktikanterne ender med at blive lidt fulde... I går skete det igen, og vi endte med at grine videre over en kebab kl to om natten. I morges skulle jeg tidligt op og interviewe en filminstruktør kl 11 - han var en rigtig instruktør med stort, gråt hår, kantede briller og en tendens til store armbevægelser, mens han lænede sig helt tilbage eller helt frem i stolen. Eller en gang imellem nærmest flød på tværs. Vi sad på en café i en gammel banegård i Görlitzer Park (han har lavet en dokumentar om parken, hvorfor det virkede ret naturligt at mødes der), og lige pludselig, midt under interviewet, hoppede en stor, sort hund op af mig og begyndte at daske mig med sin store pote. Jeg ignorerede den, men det må have set ret komisk ud. Vejret er til gengæld vidunderligt. Frost, så det tåger ud af munden, sol, der glimter i de isede vandpytter. Endnu en lykkebølge skyllede igennem mig, da jeg cyklede igennem frosten på vej hjem, op af de gamle gader i Kreuzberg, med solbriller og Wildbirds & Peacedrums i ørerne. Åh, jeg elsker Berlin!

Glimt fra i går:

10.38

Aaah, at man atter først skal møde kl 14 og kan sove længe og kaffe den langt op af formiddagen. Tiden lige efter, at vi har sendt magasinet til tryk, er altid dejlig, for så får man sit liv tilbage efter at have arbejdet hver dag i 10+ timer. Sidder og rydder op i min computer. Skulle backe up for første gang siden august, og der er 29GB, der skal overføres = det tager sindssygt lang tid. Samtidig opdagede jeg, at jeg var gået fra at have 150GB fri til omkring 70... Måske man skulle rydde op? Jeg har taget samme mængde billeder disse fire måneder i Berlin, som jeg gjorde hele sidste år, så jeg har kastet mig ud i et sletteprojekt. Samtidig er mit lånekamera afleveret tilbage, og jeg prøver desperat at finde ud af, hvor man i Berlin reparerer et digitalkamera, så der bliver måske lidt billedtomt på bloggen de næste par uger.

 Har købt en meget meget stærkt duftende chai-agtig the, som er vidunderligt stærk, og som står en i møde, så snart man åbner skabet.

 Et nyt ritual er at tage photoautomat-billeder med alle, jeg har på besøg. Her et lille udsnit af samlingen på væggen - det nyeste skud på stammen er det til venstre med Cille og Sofie fra weekenden.

Også ny er den øverste plakat med husene fra Kreuzberg, som jeg fandt på en café.

Status

Dagen er grå, og blæsten synes at komme fra alle sider. Min knold er meget højt på hovedet, og jeg kan mærke den kæmpe med vindmodstanden, mens jeg cykler. På kontoret får jeg kaffe; der er en efter-tsunami-fornemmelse, fordi det er dagen efter, at bladet er sendt til print. Alle battterier er drænede, og der er ikke så meget at lave. Jeg hører musik og ringer om film. Og så kommer jeg på forsiden af Exberliners decembernummer. Som i cover-girl. Lidt skræmmende.

Flæskemøbel

Det kalder man ikke caféerne i Danmark, men der ligger en café på Oderbergerstraße i Prenzlauer Berg, der bærer det lidet flatterende navn 'Fleischmöbel' - som egentlig betyder kødmøbler. Det lugter dog hverken af fordærv eller af frisktopskåret kød, men af kaffe og lidt af røg fra aftenen før (i Berlin må man ryge stortset allevegne). Stedet følger den gængse, og totalt charmerende, Berlin-opskrift indretningsmæssigt: Lettere ramponerede møbler, der har set det meste af DDR-tiden, brune farver og en lidt dvask stemning, som om det er helt i orden at tage en lur i sofaerne. Jeg spiste brunch med Cecilie og Sofie der i går, inden jeg tog på arbejde, og de tog ud i søndagens gode vejr (selvfølgelig det første strejf af solskin i ugevis, og så sidder man indenfor!) og legede turister.

Mens vi sad der, kom der nogle orange mænd og lagde kæder omkring en dyrt udseende Mercedes, hvorefter de hejste den op i luften, hvor den hang og vippede faretruende frem og tilbage over de andre biler, inden den blev gelejdet på plads på laddet af vognen og kørt væk. Det var genstand for megen undren.

"Ej, det er på en måde meget flot."

Sofie, Cecilie og Karen Sofie:

 Har fået Jesus på hjernen efter at have skrevet om ham i en måneds tid.