Så sad man dér. På en bænk udenfor Ringo med hænderne i vanter og en sagte kulde smygende om benene. En mand, 50+ og et ansigt, der var mærket af år og måske for mange billige tyske øl, var på aftentur med sin gyldenbeige retriever. Eller rettere, han tumlede hjælpeløst efter hunden, uden kontrol over hverken krop eller dyr, mens han grinede lidt ud mellem skægstubbene og de skæve, og endda somme steder fraværende tænder. Jeg fandt aldrig ud af, om grinet kom sig af det komiske i situationen eller bare af livet generelt. Han havde ingen jakke på, men virkede ikke hjemløs. Mere bare som en, der er lidt forvirret i sit liv. Sjovt så det ud.
Senere sad jeg med et tykt ølkrus i hånden og snakkede skandinavisk med Edvina, en svensk pige jeg har mødt gennem Exberliner-folk. Gennem skildringer af livet i henholdsvis København og Stockholm kom vi frem til, at Berlin er det fedeste sted i Europa. Hun følte sig fanget af Systembolaget i Sverige, og jeg var træt af det polerede og borgerlige i København. For i Berlin, hvor man hver dag mødes af finurlige syn - som manden, der helt uforstyrret tisser op af en bygning kl 13 en mandag og er ligeglad med, hvor meget man ser - eller den ældre dame, der uden videre bryder i latter helt alene på åben gade, er det hele lidt mere råt. Jeg kan ikke lade være med atter at indrømme, at jeg har tabt mit hjerte til den her by. Til menneskerne, til den ubestridte grimhed, til natten.
Manden med hunden fandt forresten tilbage igen. Han skulle bare ned til gadehjørnet, hvor han købte en kebab, som dinglede fra den hvide, raslende pose, mens han småløb i zigzag efter hunden, der førte dem begge hjem.
No comments:
Post a Comment