Eftermiddagens interview var en katastrofe. Jeg ankom til Park Inns restaurant ti minutter før interviewet og satte mig i en af de brune lædersofaer og observerede turisterne - deriblandt nogle meget højlydte danskere (selvfølgelig). Fyren, der styrede interviewet, kom hen og var venlig og sagde, at han nok skulle få journalisten før mig til at stoppe, da det var min tur. Der var min tid allerede overskredet lidt - jeg havde fået en halv time fra 15.30-16. Jeg kom derefter til og hilste på Florent og begyndte interviewet. Han var vildt træt og snakkede dårligt engelsk, og han misforstod lidt af mit første spørgsmål. Pludselig siger ham, der har sat det op, at jeg kan tale fransk, og Florent begynder at tale fransk. Fint nok, jeg forstår jo godt, hvad han siger, men sat på spidsen kan jeg ikke altid fremtrylle mit bedste franske. Vi når at tale omkring 12 minutter, før interviewet bliver afbrudt, fordi de skal videre. Nåh... Florent tegner dog et af Staff Benda Bililis instrumenter til mig, komplimenterer min frakke på fransk og kindkysser mig farvel, inden han spørger - 'Est-ce-que je peux fumer ici?' (må jeg ryge her?) som en ægte franskmand. Så måtte jeg ellers cykle hjem med et kaotisk interview. Åha. Men skønt er det at høre fransk. Det går op for mig, hvor meget jeg savner det, og hvor rigtigt det føles.
Nu skal jeg så samle stumperne af interviewet og se, om jeg kan vinkle det, så alle hullerne ikke bliver tydelige - jeg nåede jo kun at stille ham to spørgsmål, inden det blev cuttet. Træls!
No comments:
Post a Comment