25 November 2010

Intern-bliss

Det er efterhånden en tradition, at man ikke kan holde Exberliner-aften på Kaffee Burger, uden at praktikanterne ender med at blive lidt fulde... I går skete det igen, og vi endte med at grine videre over en kebab kl to om natten. I morges skulle jeg tidligt op og interviewe en filminstruktør kl 11 - han var en rigtig instruktør med stort, gråt hår, kantede briller og en tendens til store armbevægelser, mens han lænede sig helt tilbage eller helt frem i stolen. Eller en gang imellem nærmest flød på tværs. Vi sad på en café i en gammel banegård i Görlitzer Park (han har lavet en dokumentar om parken, hvorfor det virkede ret naturligt at mødes der), og lige pludselig, midt under interviewet, hoppede en stor, sort hund op af mig og begyndte at daske mig med sin store pote. Jeg ignorerede den, men det må have set ret komisk ud. Vejret er til gengæld vidunderligt. Frost, så det tåger ud af munden, sol, der glimter i de isede vandpytter. Endnu en lykkebølge skyllede igennem mig, da jeg cyklede igennem frosten på vej hjem, op af de gamle gader i Kreuzberg, med solbriller og Wildbirds & Peacedrums i ørerne. Åh, jeg elsker Berlin!

Glimt fra i går:

No comments: