Jesus!

"Jesus, you're my saviour, I thank you for my life!" - Han har læderbukser på og et gavtyvagtigt smil på læberne. Øjnene blinker friskt, og han beder gentagne gange om at få et amen fra menigheden. Mens han taler, sidder folk i salen og hvisker 'yes', 'it's so true' og 'Jesus' som et ekko, et meget inderligt ekko. Deres øjne er lukkede, nogle rokker frem og tilbage, og da der bliver talt om ikke bare at kende til Jesus, men at kende ham rigtigt, græder pigen ved siden af mig. Hun snøfter og folder hænderne foran ansigtet, mens hun rokker frem og tilbage, hurtigere og hurtigere.

I aften var jeg til Jesus church/worship på et hotel midt i Berlin. Da jeg kom ud af elevatoren på 3. sal blev jeg mødt af hujen og klappen af to mennesker, der agerede velkomstkomité. Rockmusikken bragede ud, og folk var på speed (eller på Jesus?). Egentlig var det en kristen gudstjeneste, men på en måde jeg absolut aldrig har set i mit liv. Det startede med moderne Coldplay-inspireret musik ligesom til en almindelig koncert; klappen, høje beats, syng-med og hænder i vejret. Teksterne var bare á la: "Majesty, God is mighty to save" og "I am changed, I found God".

Senere blev der holdt en slags gudstjeneste med læderbuksemanden, der takkede Gud for stortset alt i verden. Det var her, folk græd, og jeg sad i salen og følte mig meget mere ateistisk end normalt. Især når man skulle vende sig til sin sidemand og sige "I love Jesus" eller "Thank you for being you". Gud, hvor jeg glæder mig til at skulle interviewe lædermanden på onsdag og skrive artiklen.