Kontorseriøsitet

Nina og jeg laver ikke noget seriøst på arbejdet i dag:

Septembers skriverier

 Sådan ser oktobernummeret ud. Det lå i grå kasser og duftede af friskpresset papir, da jeg kom ind på kontoret i går. Og denne gang er der lidt mere fra min hånd med - her kommer månedens skriverier:

 En gård i Mitte fylder 15 år, og jeg var forbi og interviewe dem i begyndelsen af måneden. Se indlæg derfra her.

 En samling af sjove boligprojekter i Berlin - fra øko- og bøssekollektiver til arkitektdrømme og gårdfællesskab... Lavet sammen med medpraktikerne.

 I forbindelse med en konference om alternative boformer, Experimentdays, interviewede vi nogle af de europæiske samarbejdspartnere om boligsituationerne i deres byer - jeg stod for Berlin, Stockholm, Milano og Paris.

 Opskriften, som vi lavede for et par uger siden - indlæg om dét her.

 Teaterstykket, jeg skulle anmelde for nogle uger siden - indlæg her.

 Interview med svensk danser - interviewet foregik uden diktafon og på svensk. Det sværeste interview i mit liv, men interessant koncept! Hun sampler sekvenser af danse, hun har danset i løbet af de sidste 10 år. Skal se stykket d. 3, og det glæder jeg mig til!

En lille filmanmeldelse kunne det også blive til.

Fotoautomatsjov

Chris og jeg mødtes på Kastanienallee i går aftes og fandt straks frem til disse to båse - den ene tog billederne vertikalt, den anden horisontalt. Vi tog den old-school og fik fire meget fine og sjove strimler ud af det - hver strimmel kostede kun €2, så det var temmelig overskueligt. Båsen lugtede lidt indelukket, selvom kulden snildt fandt vej ind under det tunge forhæng, og så kunne man grine i de fem minutter, det tog automaten at fremkalde værkerne.

Bagefter dryssede vi ned og fik sushi til under €10 på Zionkirchstraße. Resten af aftenen stod på pebermyntethe, pebermyntelinser, honningvafler og Beverly Hills.

Dagens morgenmad var heller ikke dårlig. Hjemmekværnet kaffe, banan på ristet brød (i to forskellige udgaver) og melon. Mums!

Hipster-heaven+panik

Nyder dagens anden kaffe og croissant på en café på Rosenthaler Platz, hvor jeg er gået i ly for vinden for at få styr på mit liv. Måske et rammeskift fordrer sjælesøgen...? I hvert fald befinder jeg mig ved et højt bord, blot et nummer i mac-havet og medfølgende kaffe i siden.

Mens jeg skriver, er Barbara lige kommet ind med sine venner; Berlin er virkelig ikke stor. Vi snakker og griner, mens kaffe bliver skummet, musikken spiller, og babyer pludrer. Det er ellers et fint sted; krystallamper kaster fine skygger på de tapetserede vægge med mønstre, der rækker tilbage i DDR-regi. Store, sorte tavler på væggene, der med små hvide bogstaver klistret på fortæller, at man kan få en latte macchiato for 2,90 og diverse bio-limonader og velduftende kager. Udenfor larmer byen; bilerne dytter og ræser, mænd i skrigende orange dragter borer huller i vejen uden høreværn, og cyklisterne bimler og ringer med klokkerne. Koncentration, koncentration...

A Kreuzberg morning

Dagen er musegrå og fugtig; luften er fuld af vand, og på jorden ligger brune og gule blade limet til asfalten som små stykker bladguld. Chris og jeg vågnede først, da vi efter 40 minutter på cyklerne nåede ned i Kreuzbergs hjerte og fik en kop kaffe på en meget hyggelig, meget Berliner-agtig café. Jeg holder fri i dag (det vil sige, at der skal tænkes seriøst i praktik og også lige skrives lidt til EXB), så jeg tog med hende ned for at se det studie, hvor hun skal arbejde. Det ligger i en baggård med store fabriksvinduer, og der var papstykker, beton (!) og papir i et virvar, modeller af teatre og små lejligheder og macs på bordene. Med andre ord; et rigtig arkitektværksted, der fordrer kreativitet.

 To morgentrætte veninder i modlys

 Verdens rigtigste morgenmad. Sådan burde det være hver morgen.

Chris+Berlin=hurra!

Selvom det har regnet uafbrudt (!) siden lørdag, og himlen virker sur og gnaven, var det unægteligt en skøn genforeningsscene, der udspillede sig på perronen på Greifswalder Straße S-bahn station i morges. Midt i morgenpendlerne, der knapt havde gnedet søvnresterne ud af øjnene og sad og halvsov over deres avis, hoppede og dansede og grinede to danske veninder, da de så hinanden efter 2 en halv måned.

Chris er i Berlin de næste to uger for at lave arkitektkonkurrence for to danske arkitekter. Det fejrede vi ved at cykle igennem regnen ned til Mitte, hvor vi spiste brunch i to timer, inden jeg sendte hende ud i den traffikale vildskab på egen hånd. Jeg skulle nemlig på arbejde... Hun for tilsyneladende vild et sted i Kreuzberg og blev hjulpet af en tysker, der guidede hende hele vejen hen til hendes bestemmelsessted.

Netop nu koger risene til marokkanske kødboller, og aftenen står på sladder og fnisen. Herligt!

La bicyclette noire dans la pluie

Der stod hun. Midt i regnen på et lille vådt hjørne af pladsen, hvor en vandpyt var dækket af en kort række af cykler, stod hun op af den lidet besøgte bod med pølser. €80. 'Jeg har kun €60', sagde jeg til manden i den hvide jakke og gik videre. Lidt efter, længere henne i rækken af boder, prikkede han mig på skuldrene og gav mig lov til at købe hende for €60, og nu står hun i tørvejr nede i indgangen til min bygning. Egentlig har jeg en fin cykel, men den er for lav, og jeg har længe været på udkig efter en ny. Og nu er hun her. Stor og elegant.

Ellers er den regnfulde dag blevet brugt på skype i formiddag og en eftermiddag på Rosa's med Jonas, hvor vi skulle brainstorme idéer til novembernummeret, men endte med at quizze på sporcle.com, læse interviews på politiken.dk og snakke om, hvor dårlige de få idéer, vi havde, var. Så meget for kreativitet, men det er jo søndag!

Jeg kommer lige fra spätkauf, hvor jeg købte brød og pesto til aftensmad, og hvor indehaveren knap havde tid til de regndryppende kunder, fordi han fulgte med i sin tyrkiske soap på skærmen bag disken. Lyden var skruet helt op, det var meget lidenskabeligt, og han var meget opslugt.

'I'm expecting a corpse to reveal itself anytime...'

Det var, da Nina kaldte på mig inde fra mørket, hendes stemme farvet af angst og usikkerhed, at uhyggen begyndte at komme krybende. Hun havde fundet en gravsten. En rigtig en.

Vi befandt os på West Side Theatre, som jeg tidligere har skrevet om. Et sted lige om hjørnet fra min lejlighed, der ikke rigtig vil afsløre, hvad det har været. Jeg har prøvet at slå det op, men har ikke kunne finde ud af noget. Det er en lille gård med døre på begge sider, der normalt er lukkede. I dag var de dog åbne, og det var unægteligt uhyggeligere. I stedet for solskin syntes himlen at være nær revnegrænsen, og regnen piblede ned fra en dyster himmel. I stedet for at være et sted med fri adgang var det spærret af, og i stedet for at være nogenlunde rydeligt var det, som om der havde været kaos på stedet for nogle minutter siden. Det hele var rodet til og uhyggeligt, og selvom vi var alene, var det, som om den eller de, der havde lavet kaos her, var lige om hjørnet. Alligevel krydsede vi indhegningen og kravlede ind. I starten var det meget sjovt og spændende at traske rundt, men det blev mere og mere uhyggeligt, jo flere besynderlige ting vi så. Der lå en våd, pjusket bamse på jorden, udbrændte dæk, stole smidt rundt, og der lugtede stærkt af noget ubestemmeligt. Det ville ikke overraske os, hvis der dukkede en kridhvid hånd op mellem murbrokkerne.

Det lignede, at der havde boet nogen for nylig, og min fantasi kørte på overdrive med forestillinger om ulovlige immigranter eller romaer på flugt. Der hvilede en slags på-flugt-fra-loven over stedet. Hvorfor var dørene blevet åbnede? Hvorfor lignede det, at der var sket en naturkatastrofe, en ildebrand eller en voldsom slåskamp der? Hvorfor var det afspærret? Hvad havde det været før? Jeg tror, vi bliver nødt til at finde ud af det...

Da regnen tog til, og vores nerver ikke kunne tage det mere, løb vi gennem regnen, købte mad ind og satte os op i mit varme køkken og lavede wok og så Beverly Hills.