Formiddagspassivitet

Det er næsten en for god vane; 4-timers vagter, der først starter kl 14. Man strækker natten ud til kl 10, står op og behøver ikke lave noget de næste 4 timer. I dag var særligt doven, idet solen skinnede frisk og sommerlig, og vinduerne blev slået op, så den friske luft kunne blande sig med den euforiserende duft af vasketøj. Jeg elsker, når der er blevet vasket tøj, og det hænger til tørre. Hver gang jeg går ind i stuen, mødes jeg af den her vidunderlige duft af lettere syntetiske blomster.

Formiddagens highlight var, da jeg gik ned i spätkauf og købte mælk til kaffen og frimærker. Der skete absolut intet på den tur, men det siger noget om, hvor dovnende man kan være. Ikke at jeg glæder mig til stressede dage, konstante deadlines og en humørsyg chef, men det føles sørme rart at kunne nyde de bittesmå ting som en humlebi, der (ligeså doven som jeg) flyver ind af vinduet, kigger sig omkring og flyver ud igen med en tilfreds brummen. Gud, hvor kan man blive sentimental.

Nu er jeg plantet i stolen på kontoret. Er helt alene med balkondøren på vid gab; venter på at have opladt compis, så vi kan sætte os ud på balkonen og nyde den indianske bølge, der er væltet ind over Berlin. Det skal tidsnok regne igen. Lige nu suger vi de sidste sommerstråler op, inden det er for sent.