Søvnig

Jeg tror, efteråret har sneget sig ind på mig. På den måde, at det aldrig har forsøgt at skjule for mig, at det nærmer sig, men hvor man alligevel kan stoppe op og opdage, at man er overrasket over, at det har lagt sig over min del af verden. Når der f.eks. pludselig dukker dynger af gule blade op på Greifswalder Straße, som de gamle cykelhjul skal pløje igennem på vej til arbejde - fra den ene dag til den anden. Eller når man indhyllet i tæpper og klædt i jakke og to tørklæder alligevel fryser på en café på Kastanienallee. Eller når man kigger ud i lyset og ser, at det har ændret sig og ikke længere skinner med lethed og glæde, men er gået over i en melankolsk tone. Jeg får lyst til at krølle mig sammen med lemmerne så tæt ind til kroppen som muligt og høre musik med en varm lyd, knasende trommer, sitrende tamburin og en glødende guitar. Netop derfor glæder jeg mig til på mandag, når jeg giver mig selv lov til at købe Figurines' nye album. De skabte soundtracket til mit efterår i 2007, hvor jeg hver dag gik over Tietgensbroen på vej til arbejde med Københavns togtrafik under fødderne, hænderne dybt nede i vanternes varme og iPod'en i lommen. Tre år senere kan jeg høre det, mens jeg cykler mod Mitte med hovedet fuld af presserende tanker om praktik, journalistik og generel lebens.