Haus Schwarzenberg

...er en lille baggård i Mitte, lige om hjørnet fra arbejdet. Det er en samling meget slidte bygninger med den ægte Berliner-feel - altså et sted, hvor kreative sjæle har besluttet sig for at stable noget kulturelt på benene. Der er et galleri, en lille biograf, en café, et monsterkabinet (!) og et museum, fordi bygningen under 2. verdenskrig var en fabrik for blinde jøder. Fabriksejeren, Otto Weidt, fik lov til at have jøder arbejdende, fordi de producerede børster, som var 'vigtige for krigen'. I 1943 fik det dog en ende, da jøderne blev deporteret til Auschwitz. Han gemte dog tre i et lille rum på fabrikken, inden de blev opdaget i slutningen af 1943 og også blev deporteret. I hvert fald en af dem overlevede og kommer faktisk og holder et oplæg om oplevelserne under krigen i næste måned.

Jeg befandt mig i gården i dag, fordi jeg skulle interviewe pressechefen for området i forbindelse med gårdens 15 års fødselsdag til vores oktobernummer. Pressechefen var ikke så god til engelsk, så vi klarede den på fagter, men hun var meget hjælpsom og satte en time af til at vise mig og medpraktikant/fotograf Nina rundt i de forskellige instanser. Himlen var blå over den smalle gård, men på trods af et tykt strikhalstørklæde om halsen var det virkelig koldt. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det virkelig er blevet efterår.

I går var jeg med mine medpraktikanter, Jonas og Nina, i Lohmühle igen for at spørge beboerne der, om vi må have lov til at skrive om dem. Vi var med til deres fællesmøde i en lille hytte under træerne, som var sparsomt lyst op, og de var egentlig ret afvisende. Så vi gik derfra med håbet lidt slukket. Derfor tog vi ned på en bro i nærheden, hvor vi mødtes med nogle af de andre Exberlinere og drak øl. Vi har efterhånden ret travlt med vores projekter, som bliver ved med at hobe sig op - så det med, at jeg ikke havde noget at lave i begyndelsen, har i hvert fald ændret sig...

Nåh ja, og så har jeg vist fået lov til at skrive fra Berlin Festival. Spurgte forleden, om der var mulighed for det, og i dag fik jeg at vide, at det skal jeg. Exciting!

Men nu til dagens billeder:

 Lidt fra gårdens galleri, Neurotitan, hvor 'Reclaim Your City' netop nu kører:

 Ovenover galleriet holder en australsk designer til, som var mere end glad for at vise os rundt. Tøjet var kreativt, men ikke rigtig mig. I stedet tog jeg et billede af hendes vask, som hun sagde var det mest fotograferede i hele rummet. Den er også rigtig fin:

 Billedet ovenfor er fra museet om blindefabrikken - det ligner et skab...

 ...men bagved var et lille rum, hvor Otto Weidt gemte jøderne, og som altså var så mørkt, at jeg ikke kunne fotografere det. Det må have været uhyggeligt at bo på de 8 vinduesløse kvadratmeter og være konstant bange for at blive opdaget og lide en skrækkelig skæbne.

Lidt mere muntert: Magasinet sælges i den lille café rundt om hjørnet fra Exberliner, hvor jeg (næsten) dagligt henter kaffe, og hvor dem, der arbejder der, efter bare to dage ved, hvilken slags kaffe man drikker. De kommenterer også på tidspunktet, man kommer på - 'Oh, today you're working the early shift...'