Druknedag

Har en af de dage, hvor jeg føler, at jeg drukner lidt. Både bogstaveligt talt (jeg er blevet gennemblødt tre gange af regnen, der har stået som et konstant sølvglimrende tæppe ned fra himlen, siden jeg vågnede - hvilket også fik Jonas til at udbryde, at jeg lignede Monica fra Venner i det afsnit, hvor de er på Barbados...) og metaforisk. Jeg har en hysterisk chef, der ikke giver gode (læs: nogle) instrukser og forventer, at vi er inde i hendes hoved, har brugt alt for mange penge på ingenting (meget atypisk for mig...) og har ingen reel fritid, eftersom det både regner med vand og opgaver... Lidt brok, jeg er ked af det, men det er trods alt, hvad der foregår lige nu. Oven i det er jeg træt af Kai, der har invaderet mine værelser med store stykker pap, og som spiser af min mad, når jeg lige har lavet det (!) og bruger af min kaffe (især sidstnævnte overskrider grænsen...) Så ja, en lille off-day, selvom jeg blev sendt afsted i regnen til et arkitektfirma, der tog os med op på deres tagterrasse med udsigt over hele byen - undskyld, jeg ikke tog mit kamera med, det var smukt på trods af den grå himmel og de tunge dråber.

 Det eneste, der kan være en lille trøst, når man er gennemblødt efter en tur på cykel igennem regnen, og man har måtte køre zigzag for at undgå at blive drivvåd af lastbiler, der pløjer igennem små søer, er sådan et lyssignal. Det gule var en stjerne, og det grønne var en dråbe.

 Disse stykker pap har ligget på mit gulv i to uger nu - han lister dem ind, når jeg ikke er hjemme...

 I dag kom så turen til soveværelset...

Og køkkenet.