Det er mandag, og morgenen har endnu engang bevist, at jeg enten er et lidt uforsigtigt menneske (som Kathrine allerede engang har påpeget med den konstaterende bemærkning "Ej, du er egentlig ret klodset, ikk'?" i et kollegiekøkken i Århus), eller jeg bare har bragt dårlig smadrekarma ind i lejligheden. I hvert fald fik jeg smadret min elskede lille kaffekande, som har været brugt flittigt, og som er lidt uundværlig. Havde lige været nede og købe en frisk pose kaffebønner, som duftede helt uimodståeligt, og som fik mig til at glæde mig ekstra til morgenkoppen. Havde netop kværnet nok til en kande, da jeg kom til at skubbe lidt til kanden, så den smadredes mod køkkenets stengulv i en masse stykker. For filan! Kai havde, selvom han er notorisk tedrikker, dog en gammel stempelkande i skabet, som han måtte liste frem fra dens forviste plads helt i bunden af skabet, og som jeg allernådigst måtte låne. Så nu skal jeg vist finde en ny... Øv.
Ellers vil jeg lige bruge lejligheden til at poste nogle billeder, som af forskellige grunde ikke er blevet uploaded tidligere, selvom det har været intentionen. De har bare ikke passet ind i de andre indlæg fra de pågældende datoer:
Nina havde sit gamle analogkamera fra 1940erne med på kontoret i fredags, som vi beundrede. Det har en fejl, som gør, at billederne får 'stjerner', når de bliver fremkaldt. Ret sejt. Og så er der bare ikke meget, der er smukkere end et gammelt kamera.
Sidste lørdag var jeg med AnCa på Kauf Dich Glücklich (sjovt nok...), inden vi tog til Whitest Boy Alive-koncerten. Vi fandt ud af, at man må komme så meget krymmel på sin is, som man har lyst til (gratis!), så det udnyttede vi til fulde...
No comments:
Post a Comment