Aftentur

Havde spist for meget aftensmad, så jeg gik en lille aftentur.

Kannibaljournalistik

I dag har jeg skrevet om kannibaler. Sad i mine egne tanker, da min redaktør bad mig skrive en lille notits til hjemmesiden omkring en ny restaurant, der slår sig op på at servere menneskekød. Der har været skrevet en del om det i de engelske medier, hvorfor min redaktør syntes, at vi altså også skulle være med (restauranten ligger i Berlin). Mediecirkusset er startet, fordi restauranten har reklameret for, at man kan donere kropsdele, hvis man har lyst.

Først ringede jeg, men de talte kun tysk, så jeg fik en af de andre til at ringe og høre lidt om det, men det blev først interessant, da en af de andre praktikanter ringede og udgav sig for at være en, der gerne ville donere. Her fik hun at vide, at de tilsyneladende køber arme og ben fra fattige østeuropæere og serverer en lille del af disse på tallerkenen iblandet 'normalt' kød. De har allerede fået en håndfuld henvendelser fra polakker og ungarere. Det hele er meget suspekt, og selvom de sagde, at det var fuldt lovligt og selv troede meget på det, har vi valgt at tro, at det er et (ret ondsindet) publicitystunt. Folk hernede er virkelig gale over det, fordi det trækker tråde til 2006, hvor en tysk mand blev idømt fængsel for at have spist dele af sin ven over længere tid.

Hvorvidt det er sandt eller ej, må vi vente med at finde ud af... Jeg har desværre ikke kunnet tage billeder af en kannibal (de går vist temmelig stille med dørene...), så i stedet er der lidt billeder fra kontoret og fra min stue, hvor der netop nu strømmer smuk aftensol ind og skøjter henover gulvet.

Office

(Billedet er af en eller anden grund blevet spejlvendt... - og taget med PhotoBooth, så kvali er ikke så god)

Sidder og hører på børn, der skriger ude på legepladsen. Det er kun mig, der er på arbejde, og jeg hører Grizzly Bear og sukker efter en kaffe, men der ligger kun lige over 80 cent i min pung... Jeg siger det igen - jeg kan virkelig ikke forstå, det lige pludselig er blevet så meget efterår. Træerne ude på legepladsen udenfor vinduet er allerede slatne og brune. For en uge siden var her 30 grader og lummert, og farven på bladene var stadig højgrøn, som om sommeren havde masser af timer i sig endnu. Nu er den væk. Det er gået op for mig, at min lejlighed bliver rigtig rigtig kold til vinter. Allerede nu trækker jeg i de uldne strømper, så snart jeg kommer ind af døren, og går hele tiden og fryser lidt.

Nu vil jeg arbejde - det er en af de sjældne dage, hvor jeg har en morgenvagt (10-14). God dag i andre dele af verden!

Lettere pixeleret udsyn til legepladsen...

Mellow Monday

Det er sjovt, hvordan hverdagen synes at have sænket sig. Måske er det den nye årstid, som definitivt sætter punktum for sommerens spontanitet og frihed. Måske er det det, at jeg har været på EXB i snart en måned. Jeg siger ikke, at byen er blevet mindre glamourøs, eller at kærligheden er falmet. Nærmest tværtimod. Jeg kan slet ikke forestille mig at være et andet sted, og de fem måneder, der er tilbage, forekommer som alt for lidt tid. Jeg bliver stadig glad over de små ting, jeg ser hver dag. Bare turen på arbejde ned af Greifswalder Straße med Fjernsynstårnet foran, der kommer tættere og tættere på, mens trafikken forøges, er en oplevelse. Eller den daglige kommunikation med kaffedamen på Rosa-Luxembourg Platz, når jeg køber kaffe med på arbejdet (et af de få mennesker, der kan engelsk...) Det bedste er næsten turene på cykel på vej hjem fra byture, når byen er ved at vågne om morgenen, og solen tager hul på en ny dag, og de eneste mennesker, man ser på gaden, er fulde folk på vej hjem i seng ligesom en selv...

I dag har jeg traditionen tro været på arbejde. Jeg sad med den nye praktikant, Nina, og idéudviklede med vores chef, Nadja, omkring nogle ting, vi skal skrive om i oktobernummeret. Vi drak kaffe og hørte Whitest Boy Alive og snakkede og grinede. Meget afslappet. Aftenen skal bruges på research til i morgen, hvor vi skal have et praktikantmøde med Nadja, så vi kan finde ud af, hvad vi skal bruge måneden på. Nu er vi tre praktikanter tilbage, så der bliver forhåbentlig lidt mere at lave.

Søndag

Søndagen har været skøn. Den er blevet tilbragt rundt omkring i Prenzlauer Berg i områder, jeg ikke har været i før. Starten var regnfuld, og AnCa og jeg måtte løbe gennem pytterne, inden vi fandt et sted at spise brunch. Mens vi spiste, begyndte solen at skinne og sendte et dejligt efterårslys ned over byen. Porten ovenfor var lige overfor brunchstedet, Zuckerfee, på Greifenhagener Straße. Bagefter tog vi cyklerne ned til Arkona Platz, hvor de var ved at pakke et loppemarked sammen. Midt mellem efterårsbladene nåede vi lige at gøre nogle køb - min bogstavfetich fik et overordentligt kick, da jeg fik købt et stort a og et lille skilt med ordet 'studentische' på. Vi sluttede af med en kop iskaffe på nogle bænke overfor Arkona Platz, mens loppiset blev pakket ned. Det er svært at beskrive, hvor vidunderligt lyset var, men det var rigtig start-efterårsagtigt med et gyldent skær, lidt melankolsk. Men skønt.

The Whitest Boy Alive

I går blev det efterår. Selv med lange ærmer og et tykt halstørklæde var det koldt, og det kom lidt bag på os. Jeg var med AnCa, Jonas og hans ven til The Whitest Boy Alive-koncert ved Tape Club (€13 for det hele = 100 kr........). Det lå i et industriområde ned til Spree, hvor man skulle køre mellem skorstene og fabriksbygninger for at komme derhen - allerede der har stedet jo fået et point.

Koncerten var skøn, Erlend Øye underholdt og startede med at afbryde det første nummer og stille sig over i hjørnet og surmule, fordi security-mændene tilsyneladende skubbede folk væk fra hegnet foran... Hen mod slutningen inviterede han folk op på scenen og danse, og fordi vi stod helt foran, løb vi afsted for at nå det, men nåede det lige akkurat ikke. Til gengæld stod vi ved nedgangen fra scenen, da de gik ned, og fik altså set bandet meget tæt på. Lidt groupie kan man vel altid hive frem...

Erlend Øye inviterede alle til koncerten til afterparty på Tape Club, så efter at have spist burgere på Rosenthaler Platz og drukket cocktails på Oranienburger Strasse, tog vi tilbage til Tape Club ved et-tiden. Og det er et af de fedeste steder, jeg har festet. Sædvanlig Berliner-coolness: Det hele er dunkelt, og indgangen er tapetseret med kassettebåndstapet med rigtige kunstnere skrevet med tusch på båndene. Indenfor var der bygget et kæmpestort træ ud af... ja, træ, som bredte sig hen over loftet. Musikken var fabelagtig, og menneskerne var seje. Erlend Øye dansede rundt som en nørdet konge blandt sine undersåtter og greb af og til mikrofonen oppe ved mixerpulten og sang lidt ind over technoen. Vi gik måbende rundt og var sikre på, vi var døde og kommet i club-himlen. Der skal vi tilbage!

Med andre ord; en rigtig dejlig lørdag, hvor jeg sædvanen tro fik ytret: 'Jeg elsker den her by!' et par gange. Nu står den på brunch (første brunch i Berlin...!) og søndagsrestitution.

Hiroshima, Mon Amour

Vågnede tidligt i morges, som om jeg havde sovet for meget i løbet af ugen, og min krop nægtede at sove et sekund længere. Lå derfor med en kop kaffe i hænderne og så den franske film 'Hiroshima, Mon Amour', som jeg havde liggende på computeren. Meget fransk film fra 1959.

Bidrag

EXB er kommet på gaden, og jeg vil lige vise det, jeg har lavet, mens jeg har været der. Det er ikke meget, men jeg håber, jeg kan få lov til at lave mere fra nu af, da de ældre praktikanter er stoppet...

Øvelokalerne endte ud således...

Og mit interview med dansetruppen Familie Flöz.

Cocktail-hour

På grund af regnen gjorde jeg noget sjældent i går, da jeg skulle op til Kastanienallée: Jeg tog sporvognen. På Kastanienallée mødtes jeg med Jonas fra EXB og hans ven og drak cocktails til midnat, hvor sporvognen ventede på Eberswalderstraße til at tage mig hjem.

Her til formiddag har jeg skypet med mormor og morfar og Kristiane. Så har man energi til resten af dagen, som byder på Exberliner. Septembernummeret ligger klar fra trykken, så vi skal have sendt det ud til alle dem, der abonnerer. Glæder mig til at se, hvordan det ser ud. Jeg har et interview i, og det bliver lidt fint at se det på tryk.

I aften er jeg blevet lokket til at holde fest i lejligheden, fordi jeg er alene hjemme. Mere om det senere.

På Kastanienallée var vi på Zaza, hvor de laver denne meget meget store drink.....

A walk in the neighbourhood

Blev rastløs og lidt kulret af at have været indespærret i lejligheden de sidste par dage, så da jeg følte, jeg var klar, tog jeg et tykt halstørklæde på og gik ud i regnvejret. Og hvor var det befriende at gå lidt rundt og få frisk, bilosende byluft. Her er, hvad jeg kom forbi:

Denne bil står lige nedenunder min bygning, og jeg har tit ville tage et billede, så I kunne se den - her er den. Der bor åbenbart en Pirates of the Caribbean-fan lige om hjørnet. Resten af bilen er lige så 'dekoreret'.

Da jeg kom ind i min opgang, så jeg disse tre bøger ligge det sted, hvor folk normalt lægger reklamer. Jeg kiggede lidt i dem, og de var virkelig virkelig gamle. Jeg ved ikke, hvorfor de lå der, eller om det er nogen, der bare gerne vil give en gave til opgangen, men det var et lidt sjovt fænomen, syntes jeg.

Hvis jeg ellers kan fange lidt tørvejr, er jeg på vej ud af døren. Jonas og hans venner drikker cocktails på Kastanienallee og har skrevet og spurgt, om jeg vil med. Cocktails er lige, hvad jeg har brug for for at fejre, at jeg endelig er rask. Ciao!