Kannibaljournalistik

I dag har jeg skrevet om kannibaler. Sad i mine egne tanker, da min redaktør bad mig skrive en lille notits til hjemmesiden omkring en ny restaurant, der slår sig op på at servere menneskekød. Der har været skrevet en del om det i de engelske medier, hvorfor min redaktør syntes, at vi altså også skulle være med (restauranten ligger i Berlin). Mediecirkusset er startet, fordi restauranten har reklameret for, at man kan donere kropsdele, hvis man har lyst.

Først ringede jeg, men de talte kun tysk, så jeg fik en af de andre til at ringe og høre lidt om det, men det blev først interessant, da en af de andre praktikanter ringede og udgav sig for at være en, der gerne ville donere. Her fik hun at vide, at de tilsyneladende køber arme og ben fra fattige østeuropæere og serverer en lille del af disse på tallerkenen iblandet 'normalt' kød. De har allerede fået en håndfuld henvendelser fra polakker og ungarere. Det hele er meget suspekt, og selvom de sagde, at det var fuldt lovligt og selv troede meget på det, har vi valgt at tro, at det er et (ret ondsindet) publicitystunt. Folk hernede er virkelig gale over det, fordi det trækker tråde til 2006, hvor en tysk mand blev idømt fængsel for at have spist dele af sin ven over længere tid.

Hvorvidt det er sandt eller ej, må vi vente med at finde ud af... Jeg har desværre ikke kunnet tage billeder af en kannibal (de går vist temmelig stille med dørene...), så i stedet er der lidt billeder fra kontoret og fra min stue, hvor der netop nu strømmer smuk aftensol ind og skøjter henover gulvet.