Det er sjovt, hvordan hverdagen synes at have sænket sig. Måske er det den nye årstid, som definitivt sætter punktum for sommerens spontanitet og frihed. Måske er det det, at jeg har været på EXB i snart en måned. Jeg siger ikke, at byen er blevet mindre glamourøs, eller at kærligheden er falmet. Nærmest tværtimod. Jeg kan slet ikke forestille mig at være et andet sted, og de fem måneder, der er tilbage, forekommer som alt for lidt tid. Jeg bliver stadig glad over de små ting, jeg ser hver dag. Bare turen på arbejde ned af Greifswalder Straße med Fjernsynstårnet foran, der kommer tættere og tættere på, mens trafikken forøges, er en oplevelse. Eller den daglige kommunikation med kaffedamen på Rosa-Luxembourg Platz, når jeg køber kaffe med på arbejdet (et af de få mennesker, der kan engelsk...) Det bedste er næsten turene på cykel på vej hjem fra byture, når byen er ved at vågne om morgenen, og solen tager hul på en ny dag, og de eneste mennesker, man ser på gaden, er fulde folk på vej hjem i seng ligesom en selv...
I dag har jeg traditionen tro været på arbejde. Jeg sad med den nye praktikant, Nina, og idéudviklede med vores chef, Nadja, omkring nogle ting, vi skal skrive om i oktobernummeret. Vi drak kaffe og hørte Whitest Boy Alive og snakkede og grinede. Meget afslappet. Aftenen skal bruges på research til i morgen, hvor vi skal have et praktikantmøde med Nadja, så vi kan finde ud af, hvad vi skal bruge måneden på. Nu er vi tre praktikanter tilbage, så der bliver forhåbentlig lidt mere at lave.
No comments:
Post a Comment