The Whitest Boy Alive

I går blev det efterår. Selv med lange ærmer og et tykt halstørklæde var det koldt, og det kom lidt bag på os. Jeg var med AnCa, Jonas og hans ven til The Whitest Boy Alive-koncert ved Tape Club (€13 for det hele = 100 kr........). Det lå i et industriområde ned til Spree, hvor man skulle køre mellem skorstene og fabriksbygninger for at komme derhen - allerede der har stedet jo fået et point.

Koncerten var skøn, Erlend Øye underholdt og startede med at afbryde det første nummer og stille sig over i hjørnet og surmule, fordi security-mændene tilsyneladende skubbede folk væk fra hegnet foran... Hen mod slutningen inviterede han folk op på scenen og danse, og fordi vi stod helt foran, løb vi afsted for at nå det, men nåede det lige akkurat ikke. Til gengæld stod vi ved nedgangen fra scenen, da de gik ned, og fik altså set bandet meget tæt på. Lidt groupie kan man vel altid hive frem...

Erlend Øye inviterede alle til koncerten til afterparty på Tape Club, så efter at have spist burgere på Rosenthaler Platz og drukket cocktails på Oranienburger Strasse, tog vi tilbage til Tape Club ved et-tiden. Og det er et af de fedeste steder, jeg har festet. Sædvanlig Berliner-coolness: Det hele er dunkelt, og indgangen er tapetseret med kassettebåndstapet med rigtige kunstnere skrevet med tusch på båndene. Indenfor var der bygget et kæmpestort træ ud af... ja, træ, som bredte sig hen over loftet. Musikken var fabelagtig, og menneskerne var seje. Erlend Øye dansede rundt som en nørdet konge blandt sine undersåtter og greb af og til mikrofonen oppe ved mixerpulten og sang lidt ind over technoen. Vi gik måbende rundt og var sikre på, vi var døde og kommet i club-himlen. Der skal vi tilbage!

Med andre ord; en rigtig dejlig lørdag, hvor jeg sædvanen tro fik ytret: 'Jeg elsker den her by!' et par gange. Nu står den på brunch (første brunch i Berlin...!) og søndagsrestitution.