Karl-Marx-Allée: ØLfest

Det er sjældent, jeg ser så mange læderveste, hockeyhår, ølmaver, dårlige tænder og blodskudte øjne på ét sted. I går var vi til Beer Mile, en slags oktober-festival på Karl-Marx-Allée, hvor en strækning på ca 1 km er spærret af og fyldt med boder, hvor man tilsyneladende kan få alle øl i hele verden. Og hvor deltagerne altså også ligner, at de er hoppet fra 1983 og så lige ind i i dag for så at forsvinde igen, når festivalen er slut. De lignede alle sammen de buschauffører, man så spise truckerspaghetti på tyske rastepladser, da man var lille. Her var der bare ca. 10.000 af dem sammen med koner og børn. Tyskland er virkelig et sjovt fænomen, og AnCa og jeg må have måbet og grinet os hele vejen igennem menneskemængden fra Strausberger Platz til Frankfurter Tor:

Det ser ikke ud af meget, og det er svært at forklare, hvor absurd oplevelsen var. F.eks. var der mange madboder, men det hele kom med en pølse, og det, der ikke gjorde, var druknet i friture. Jeg har forsøgt at tage nogle billeder, men da det er uhøfligt at tage billeder af grimme folk for at udstille dem, er billederne nogenlunde sobre:

En vom ud af maaaaange. Vommen var ikke planlagt, egentlig var det musikerne på scenen bagved, der var målet med billedet, men vommen sneg sig med. En af de pæne mænd til festivalen.

Vi mødtes med Louis fra skolen.

Nede i den pæne ende...

Karl-Marx-Allée er virkelig DDR-østblokarkitektur, og det er meget fascinerende. Her klædt i solnedgang.

Vi cyklede ind mod byen og spiste aftensmad, inden vi tog ud for at finde en øl og nogle cocktails.

AnCa poser på Weinmeisterstrasse, inden vi spiser.

Surrealistisk billede på vej i byen. Vi tog til Torstrasse, som er båndet, der skiller mellem Mitte og Prenzlauer Berg. Her gik vi på gaden og prøvede at finde en bar, da vi kom forbi en lejlighed på 1. sal, der holdt fest. Porten og døren var åben, så vi gik ind og endte altså med at feste lidt i en privat lejlighed. Det var ret sjovt, og folk var ligeglade med, at de kendte os, så vi blev der lidt.

Et kort øjeblik overvejede vi, om det bare var en ny slags klub i Berlin (som jo har nogle ret sjove små finurlige klubber), og at det seneste var at lave en klub i en 'beboet' lejlighed, men badeværelset vidnede ret meget om, at det altså var en helt almindelig privat fest.

Aftenen endte på en bar, hvor vi drak cocktails med Barbara, inden vi sluttede helt af med en currywurst på Rosenthaler Platz. Der er en stærkhedsskala, der strækker sig fra 0-6. Jeg tog en 0, som var helt fin, mens Louis' 2'er gav ham tårer i øjnene og vist gjorde det til en kamp at spise. Vi vil gerne en dag møde en, der kan spise en 6'er...!